Reklamebureauet Saatchi & Saatchi landede i januar en kampagne for den private organisation Kvinder I Bestyrelser.
Nu er kampagnens første resultat på gaden: et nyt visuelt, grafisk udtryk. Ud over et logo indeholder kampagnen et designprogram med hjemmeside, powerpoint, digitale medlemskort og andre symbolredskaber.
Sabine Herskind, kreativ direktør hos Saatchi & Saatchi, har skabt logoet sammen med junior art director Lulu Lafifi. Nu følger så kampagnen, og om det siger Sabine Herskind:
“Det sker udelukkende ved at fokusere på udvikling og kompetencer frem for køn, diversitet eller kvoter.”
Dette fokus er også afspejlet i det visuelle udtryk:
“Denne fornyende tænkning er der brug for, og den har vi søgt at afspejle i det visuelle, grafiske udtryk, hvor det centrale er et omvendt i, som også kan opfattes som et udråbstegn og dermed ‘læg mærke til, hvad jeg indeholder’.”
Det nye design i to versioner af Saatchi & Saatchi.
Annette Piilgaard, direktør hos Saatchi & Saatchi, siger om den fortsatte udvikling af kampagnen:
“Opgaven er at skabe en kampagne, der sikrer Kvinder I Bestyrelser større synlighed af lederudvikling gennem hands-on bestyrelsesarbejde. Kampagnen skal bidrage til at udvide antallet af kandidater til topposter ved at få flere kvinder i spil. Vi har ud fra de aftalte rammer fået frie hænder og vi glæder os til at præsentere kampagnen i nærmeste fremtid,”
Annette Piilgaard og Sabine Herskind er begge aktive medlemmer i Kvinder I Bestyrelser.
Fra venstre: Annette Piilgaard (direktør) og Sabine Herskind (kreativ direktør), Saatchi & Saatchi.