Donald Trump har ændret alle regler for, hvad man kan sige – og ikke sige. Han har kunnet komme med politisk ukorrekte statements, som efter normale opfattelser ville have skubbet ham direkte ud af kapløbet om at blive præsident-kandidat – men det har blot gjort ham mere populær.
Om Saatchi & Saatchis øverste chef, Kevin Roberts, har ladet sig inspirere af denne frigjorthed, skal være usagt – men han har hen over weekenden måttet konstatere, at den i så fald ikke gælder for ham.
Kevin Roberts er ikke bare mangeårig topchef for Saatchi & Saatchi, han er også head coach i moderselskabet, Publicis, så han er en af de store skalpe i bureauverdenen.
Eller måske snarere; var. For Kevin Roberts er nu sendt på orlov.
Hans brøde er nogle udtalelser om ligestilling i bureauverdenen. Et emne, der er sprængfarligt – hvad man også har kunnet opleve i den hjemlige debat.
Udtalelserne faldt til Business Insider, og grundlæggende hævdede Kevin Roberts, at branchen debatterer et problem, der ikke er der. Det er i hvert fald ikke noget, han beskæftiger sig med, og han mener, at problemstillingerne er langt værre i andre brancher.
Kevin Roberts skød også med skarpt mod konsulenten Cindy Gallop for at finde på en række problemer, som hun så siden kan profilere sig på.
Sendt på orlov
Udtalelserne faldt i fredags, og reaktionen kom prompte. Både fra folk på kundesiden, hvor han blev mødt med kradse tweets, samt fra hans egen organisation. Og allerede lørdag kunne AdAge fortælle, at Kevin Roberts var blevet bedt om at tage orlov, og Publicis-gruppens øverste chef, Maurice Levy, begrundede det i et statement:
“It is for the gravity of these statements that Kevin Roberts has been asked to take a leave of absence from Publicis Groupe effective immediately. As a member of The Directoire, it will ultimately be the Publicis Groupe Supervisory Board’s duty to further evaluate his standing regarding gender diversity.”
Tallene taler da også umiddelbart mod Kevin Roberts. Reklameindustrien har mange kvinder ansat – typisk omkring halvdelen – men meget færre på de ledende poster. 10-12 pct. af de kreative direktører er kvinder. Alle de seks store reklamekoncerner har mænd som topchefer.
Men Kevin Roberts havde nogle nuanceringer, som er gået noget tabt i kampens hede.
Kevin Roberts fremhæver selv, at man har problemer med at få løftet de talentfulde kvinder op på direktør-niveauet, fordi de ofte siger fra, når de har gjort det godt i en årrække med håndteringen af store budgetter og står foran forfremmelse.
Unge tænker anderledes
Kevin Roberts mener, at branchen har brug for at se på ligestilling ud fra et andet perspektiv.
“If you think about those Darwinian urges of wealth, power, and fame – they are not terribly effective in today’s world for a millennial because they want connectivity and collaboration. They feel like they can get that without managing and leading, so maybe we have got the definition wrong,” sagde Kevin Roberts og konstaterede at den traditionelle karrierestige måske ikke er så velegnet at dømme på.
“So we are trying to impose our antiquated shit on them, and they are going: ‘Actually guys, you’re missing the point, you don’t understand: I’m way happier than you.’ Their ambition is not a vertical ambition, it’s this intrinsic, circular ambition to be happy. So they say: ‘We are not judging ourselves by those standards that you idiotic dinosaur-like men judge yourself by’. I don’t think [the lack of women in leadership roles] is a problem. I’m just not worried about it because they are very happy, they’re very successful, and doing great work. I can’t talk about sexual discrimination because we’ve never had that problem, thank goodness,” sagde Kevin Roberts.
Saatchi har kvinde på den kreative top
Desuden skal det tilføjes, at Saatchi & Saatchi rent faktisk har en række kvinder på ledende poster. F.eks. er Kate Stanners worldwide chief creative officer.
Kevin Roberts får dog ikke meget støtte her. Kate Stanners erklærer sig uenig med ham – lige som en lang række andre bureauledere på det engelske medie, Campaign. Hun siger:
“Kevin is his own character and speaks in his own words… maybe there are roles that women feel more comfortable in and enjoy doing more, but I don’t believe in what he’s saying. Women don’t bail out. We do want the top jobs.”
På den hjemlige scene har debatten flere gange været oppe i det seneste år. Bl.a. blev et af de sidste Lommer-legater givet til Sarah Carlson fra Ogilvy for hendes projekt “Mere dame i reklame”.
Det har medvirket til at skabe en del debat – bl.a. om, hvorfor der er så få kvindelige kreative direktører, selvom der er masser af kvinder i branchen.
Men debatten har også vist, hvor sprængfarligt et emne det kan være – ikke bare på de officielle reaktioner. Bag scenen har debatten også været hed.