Saatchis kreative direktør skifter job

Peter Engholm
25@mail.dk

Efter to år som kreativ dir. på Saatchi bliver Regner Lotz nu Creative Lead på et af landets største reklamebureauer. Og Saatchi får ny kreativ direktør.

En af de hovedansvarlige for Saatchi & Saatchis comeback i den danske bureauverden, Regner Lotz, stopper som kreativ direktør på bureauet.

Den 2. januar tiltræder han hos Konstellation & Republica som Creative Lead.

”Man kan avancere som kreativ, ikke så meget i titler, men i muligheder. Og med det set-up, der er på Konstellation & Republica, virker det som om, at der er uanede mængder af slagsen,” siger Regner Lotz.

Han peger på, at ”kompetencerne er på plads” hos sin nye arbejdsgiver og uddyber:

”Jeg føler, at der er en stor forståelse for det fokus, der skal sættes på det digitale område. Samtidig er der skabt et fantastisk miljø for kreativitet. Med initiativer som f.eks. React beviser K&R, at de er villige til at tænke i nye baner helt ind i deres grundvold, hvilket for mig er noget af det vigtigste, hvis man vil forblive relevant i den verden, vi lever i nu.”

regner-lotz

Susanne Lund, adm. dir. fra Konstellation & Republica, glæder sig meget til samarbejdet og beskriver Regner Lotz således:

”Han har et utroligt højt fagligt niveau, en moderne tilgang til nye kreative arbejdsformer – og så er han ikke mindst et ualmindelig sympatisk menneske”.

Konstellation & Republica har i forvejen to kreative direktør, Clare McNally og Thomas Pries. Som Creative Lead får Regner det kreative ansvar for en række kunder.

Tiden hos Saatchi & Saatchi var samtidig historien om bureauets genrejsning. I efteråret 2014 bestod bureauet en kort overgang af Regner Lotz, account director Diana Wellendorf og Annette Piilgaard, dengang Business Director – nu direktør for bureauet.

Trioen var kontraktmæssigt bundet til 1300 kvm. på Esplanaden i København, og Toyota var da eneste tilbageværende kunde. Siden kom bl.a. Alternativet til, og resten er award-historie: 2 guld og 2 sølv i foråret ved Creative Circle Award. Samt en People’s Voice Award i Webby.

Annette Piilgaard siger om Regner Lotz’ farvel:

”Regner og jeg har været makkere i toethalvt år. Det var været sjovt og godt – og vi har skabt en række gode resultater. Oven på sådan et intenst forløb er det naturligt at ville prøve noget nyt, og jeg er sikker på, at Regner vil sparke lige så meget røv hos Konstellation & Republica, som han har gjort det på Saatchi.”

Nu får Saatchi så ny kreativ direktør:

”Publicis Groupe har været igennem organisatoriske ændringer, og siloer er brudt ned. Hos Reputation er Mikkel Jønsson kreativ direktør, og vi har arbejdet sammen i en række sammenhæng. Nu deler han sin tid, så han også bliver kreativ direktør for Saatchi,” siger Annette Piilgaard.