Salling ansætter ny marketingchef

FiG

Hun er fundet hos Lego og får ansvar for både markedsføring og kommunikation af både stormagasiner og webshoppen.

Dansk Supermarked har i de seneste måneder hentet flere nye marketingchefer. Denne gang gælder det Salling, hvor man har ansat Birthe Wiberg.

Samtidig har man strømlinet organisationen. Birthe Wiberg får således ansvar for markedsføring og kommunikation af både stormagasinerne og webshoppen Salling.dk. I samme ombæring bliver den hidtidige marketingchef, Lars Højgaard Rasmussen, udnævnt til stormagasinchef for Salling Aarhus.

Birthe Wiberg kommer fra Legoland og har tilbragt mange år af sin karriere hos netop Lego. Hun har dog også været forbi Kvik Køkkener som international marketingchef.

Hendes opgave handler om med fokus på kundeoplevelser, service og e-handel at øge loyalitet og kundeflow – både i de fysiske stormagasiner og på webshoppen Salling.dk.

“Gennem sit arbejde har Birthe opnået imponerende resultater inden for salg og marketing og har opbygget stærke kompetencer inden for målrettede kundeoplevelser, branding og e-handel. Birthe evner at arbejde både strategisk og analytisk samtidig med at fastholde fokus på den taktiske implementering, og det passer rigtig godt ind i den strategi, vi har lagt,” siger Sallings direktør, Marianne Bedsted.

Samtidig med ansættelsen af Birte Wiberg bliver Lars Højgaard Rasmussen udnævnt til stormagasinchef for Salling Aarhus. Lars Højgaard Rasmussen har de seneste år været salgs- og marketingchef for Salling og kender stormagasinerne ind og ud, efter at han kom til virksomheden som lederaspirant i 1984. Siden har han bl.a. været indkøber, reklamechef, salgschef samt salgs- og marketingchef.

Ifølge Marianne Bedsted skal organisationsændringen i Salling sikre et skarpt opdelt fokus på henholdsvis marketing og de fysiske butikker. I december tiltrådte Anja Kibsgaard som stormagasinchef for Salling i Aalborg. Med to stærke chefer i spidsen for hver sit stormagasin samt Birthe Wiberg som chef for den overordnede marketingindsats vil Marianne Bedsted cementere og fastholde Sallings position på markedet.

“Det er vigtigere end nogensinde at have et stærkt og strategisk marketingfokus, især fordi konkurrencen om kunderne bliver hårdere – særligt på e-handel. Samtidig er det essentielt, at vi kan sikre kundeloyalitet ved at give den bedste indkøbsoplevelse i vores fysiske butikker. Det er jeg sikker på, at vi kan med disse to afsindigt kompetente mennesker på de to poster,” siger Marianne Bedsted.