Sandheden om, hvordan det går Bureaubiz

Peter Engholm
25@mail.dk

Bureaubiz stiller spørgsmål uafladeligt, men når vi selv bliver spurgt ”Hvordan går det?”, så har vi svaret vævende. Men sandheden er, at det længe har gået godt – faktisk rigtigt godt.

Når et bureau ikke er knivskarp til at reklamere for sig selv, så kan man smile lidt. Men samme slags smil bør også være journalister til del – for de er ofte selv dårlige til at blive udspurgt.

Bureaubiz bliver tit spurgt, hvordan det går. Og svaret har, må vi erkende, været lidt vævende – måske ud fra en falsk beskedenhed, og det slags er i længden jo ikke klædeligt.

I snart fem år har Bureaubiz på en række områder oplevet konstant fremgang, og da bureauerne og de store annoncører både er vores kilder og læsere, så vil vi gerne benytte denne lejlighed til at sige jer en stor tak for jeres medvirken og opbakning.

Kort fortalt – og i anledning af nytåret, hvor man gør status – så går det godt på Bureaubiz.

Godt som i ”konstant fremgang”, ”vi er på niveau med konkurrenterne” (and then some) samt det mere beherskede ”godt efter krise-omstændighederne”:

Først dét med den konstante fremgang: Bureaubiz rundede i efteråret en mail-milepæl i form af fem millioner udsendte nyhedsmails.

Det er mange – med tanke på, at vi begyndte for snart fem år siden med tre personers lister over kontaktpersoner i mailen. I dag udsender vi nyhedsmails ud til 8.250 personer dagligt – det er en stigning på næsten 8 pct. i forhold til december sidste år. Og et antal, der måned-for-måned har været konstant stigende i snart fem år.

Og så er fem millioner alligevel ikke særligt mange – for vi udsender kun et enkelt nyhedsbrev om dagen, altså 5 om ugen. Det er få i forhold til vores nærmeste konkurrent, Markedsføring, som med 11 ugentlige nyhedsmails har en udsendelsesfrekvens, der er over dobbelt så høj som Bureaubiz’.

Med selv med færre mail-udsendelser bliver vores site set flest gange.

Bureaubiz har flere sidevisninger pr. måned end Markedsføring – 267.819 mod 228.359 (oktober, FDIM/Gemius). Vi har også flere besøg; 128.614 mod 119.695.

På de to parametre er vi i øvrigt også større end Mediawatch. Til gengæld ligger Bureaubiz med 15.336 brugere ca. 1000 lavere end Markedsføring og 3000 under Mediawatch.

Og nok så væsentligt: Vi kan se, at Bureaubiz bliver læst i udtalt grad på både bureauerne og hos de store annoncører. Det er den position, vi har indtaget fra begyndelsen, og den holder. Bureaubiz er år for år steget i både antal sidevisninger og antal besøg.

Hvad angår vendingen, at det går ”godt efter krise-omstændighederne” – så er den reelt historien om Bureaubiz, for vi lancerede sitet omtrent samtidig med, at daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, klippede snoren over og erklærede krisen for åben(lys). Bøvet timing, måske, men herfra kunne det kun gå fremad.

Omsætningen i Bureaubiz er dog i den grad konjunkturfølsom, idet den primært består af jobannoncer, sekundært af bannerannoncer og salg af rapporter, og det har vist sig at være lige lidt for svært at toppe sidste års rekordomsætning.

Men branchens generelle smalkost betyder ikke, at dyrt indkøbte designermøbler må den lange vej fra Bureaubiz til Lauritz.com – for Bureaubiz har i alle årene sat tæring efter næring, og har i øvrigt aldrig investeret i nogen form for møblement. Gennem de seneste fire år er Bureaubiz blevet til med afsæt fra de respektive privatadresser hos hhv. Finn, Pia og Peter i hovedstadsregionen. Og arbejdsmiljøet er fortrinligt.

Nok engang tak for de snart fem år – og ikke at forglemme:

Glædelig jul og godt nytår til alle fra os tre på Bureaubiz.