Folkemødet på Bornholm trækker større og og større opmærksomhed som en bredt anlagt begivenhed – og dermed bliver den også mere interessant for virksomheder at koble sig på.
Det ser man bl.a. hos bureauer – men nu melder SAS sig også på banen.
Flyselskabet sætter et fly ind, der skal flyve til Rønne d. 17. juni om morgenen og hjem igen om aftenen.
Der vil være plads til 130 – men der er også reserveret et par midtersæder til nogle politikere, så den politiske debat kan begynde i de høje luftlag.
Aktiviteten bliver drevet gennem SoMe.
Der udvælges 10 danskere pr. dag over en periode på 13 dage, og der vil både blive udloddet billetter til enkeltpersoner og dobbeltbilletter til par eller vennepar.
”For SAS er det her en sjov måde at deltage i den politiske dialog med både folket og politikerne. I helt bogstaveligste forstand er vi med til at bringe folket og politikerne sammen. Vi har selvfølgelig også noget på hjerte. Vi ønsker at fortælle, at vi er en vigtig dansk virksomhed med skandinaviske værdier, der investerer i Danmark og hver eneste dag bringer os alle sammen tættere på hinanden og videre ud i verden,” siger Lars Sandahl Sørensen, koncerndriftsdirektør i SAS.