SAS-krise kan blive en fordel for brandet

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

SAS er en del af vores historie og den aktuelle krise presser ikke bare personaleorganisationerne. Den minder os alle om, at vi ikke kan tage selskabet for givet.

Det hele koger, og week-enden over har konkurs-truslen hængt i luften omkring SAS, så der er spredt usikkerhed om det at flyve med flyselskabet.

Samtidig siges det mange gange, at spareplanen ikke i sig selv er nok, så der er nok af usikkerhed omkring selskabet. Men tager man marketing-brillerne på, er krisen så den rene gift for SAS-brandet?

Ikke nødvendigvis. Der er så meget værdi bygget ind i SAS-brandet, at der ingen grund er til bekymring, hvis man kommer igennem med planen og begynder at levere, som en SAS-kender udtrykker det over for Bureaubiz. Han ønsker dog ikke at udtale sig til blokken.

Pr-direktøren og partner i Kreab Gavin Anderson, Jens Kofoed, mener lige frem at krisen kan vendes til en fordel.

“Der er skabt en situation, hvor det ikke kun er personale-organisationerne, der har skullet forholde sig til en konkret trussel om konkurs. Det skal forbrugerne også, og det minder os alle om, at SAS ikke er noget vi kan tage for givet. Det er vores selskab, og alle har et forhold til selskabet, men pludselig skal vi forholde os til, at det måske kan forsvinde, og det kan mobilisere os,” siger Jens Kofoed og fortsætter:

“Hvis SAS evner at udnytte den stemning fremadrettet, så kan krisen vendes til noget godt. Det forudsætter selvfølgelig, at man også omsætter spareplanen til en positiv oplevelse på produktet. Den største risiko her vil være, hvis nogen af konkurrenterne begynder at bruge beskidte tricks og skabe rygter om SAS’s evne til at levere.”

Han mener, at SAS-ledelsen ser ud til at være kommet i mål rent kommunikativt – også selvom der har været kritik af den ultimative form i udspillet.

“Jeg skal ikke gøre mig klog på, om truslen er reel eller om der er skuespil i det. Men det er lykkedes at skabe en alt-eller-intet stemning, og får de spareplanen i hus, så må man sige, at deres kommunikation er lykkedes,” siger Jens Kofoed.

15.00: Nu har ifølge Jyllands-Posten alle fagforeninger – også de danske kabinefolk – indgået en aftale, så spareplanen ser ud til at køre på skinner.