SAS leder efter nyt bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Luftfartsselskabet er gået i konkurrence om sit danske reklamebudget efter samtaler med en række bureauer. Og Partners er ikke med.

OPDATERET. En række bureauer har i den senere tid haft besøg af SAS’s danske marketingchef, Robin Kristensen. Luftfartsselskabet præsenterede for halvanden måned siden en ny strategi, og i den forbindelse kommer et nyt bureau ind i billedet.

“Med 4Excellence-strategien, som koncernchef Rickard Gustafson lancerede, er der udstukket en ny kurs, som naturligvis også påvirker marketing – og som vi allerede har taget hul på. Vi har sagt farvel til “Så godt som hjemme”-kampagnen,” og vi ser i øjeblikket på hvem, der bedst matcher den nye kurs,” siger Robin Kristensen.

Den løbende dialog har – udover at holde marketingchefen orienteret om markedet – ført til, at en mindre gruppe nu er udvalgt til en egentlig konkurrence.

“Jeg kan bekræfte, at vi har sonderet det danske bureau marked for at finde en eventuel fremtidig samarbejdspartner. Af hensyn til – og respekt for – de involverede bureauer ønsker jeg ikke at nævne nogle navne,” siger Robin Kristensen, der tilføjer, at en nyt bureau forventes på plads efter nytår.

Marketingchefens diskretion omfatter også antallet af bureauer. Men det ligger fast, at det eksisterende bureau – Wibroe, Duckert & Partners – ikke er omfattet af konkurrencen.

Til Bureaubiz siger bureauets adm. direktør, Bjarne Spellerberg Orfelt:

“Jeg kan bekræfte, at samarbejdet stopper. Jeg kan samtidig sige, at SAS har været en drømmekunde, og jeg ønsker dem held og lykke fremover.”

Partners stod bag den før omtalte – og meget anerkendte – “Så godt som hjemme” kampagne, men det er flere år siden, der har været lavet nye film, og kampagnen blev lagt endeligt i graven lige før sommerferien.

Herudover har Partners også stået bag SAS’ taktiske kampagner.

Rickard Gustafson er ny på posten som adm. direktør og koncernchef i SAS, og i forbindelse med 4Excellence – der sigter mod at opnå excellence inden for bl.a. Sales & Marketing – er der sammensat en bredere ledelsesgruppe i SAS, heriblandt en ny Head of Sales & Marketing, som man i denne tid er ved at rekrutttere.

Desuden er Norwegian gået stadig mere aggressivt til værks i markedet, hvilket kan skabe behov for en mere direkte kommunikations-stil.

Spørgsmålet er, om SAS er på vej til en mere centralt styret markedsføring, men så vidt Bureaubiz erfarer, ligger det ikke i kortene. Danskere, svenskere og nordmænd har et meget forskelligt forhold til SAS, og desuden er konkurrencesituationen forskellig på de tre markeder.

Derfor er det svært at lave en effektiv, fælles nordisk kommunikation, og det er da heller ikke mere end omtrent et år siden, at SAS i Norge valgte et nyt bureau i skikkelse af DDB.