SAS søger reklamehjælp hos amatører

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Luftfarts-selskabet har udskrevet en konkurrence om reklamefilm på sitet mypitch.com

3000 Euro – eller ca. 23.000 kr. – er der til vinderen af en konkurrence, som SAS har udskrevet på sitet Mypitch.com.

Sitet inviterer alle med et kreativt talent til at byde ind – uanset om man repræsenterer et reklamebureau eller “er kunststuderende”, som der står på sitet. Det er dog svært at forestille sig, at reklamebureauer vil acceptere, at deres ansatte leverer arbejde på de vilkår, og direktøren for Mypitch, Fredrik Wigge fremhæver da også over for Brandrepublic, at SAS kommer til at udforske, hvad talentfulde amatører kan skabe.

SAS beder om bud på en eller flere video-synopsis, der kan produceres med det simplest mulige udstyr. Kommunikationen defineres bredt til at skulle vise, hvad SAS er bedst til og hvorfor folk anbefaler SAS til venner og bekendte.

Med den brief kan en anden måde at se projektet på være, at det bliver reklame for SAS at få en masse mennesker til at forsøge at lave reklamefilm for luftfarts-selskabet. Altså en moderne slogan-konkurrence.

Projektet bliver kørt ud af Sverige. I Danmark arbejder SAS med Wibroe, Duckert & Partners.

“Projektet er noget der kører i Sverige, og vi har i Danmark ingen tanker om at gøre noget tilsvarende”, siger marketingdirektør Christian Linnelyst, SAS Danmark.