Med lanceringen af den nye strategi, 4Excellence, koncentrerer SAS sin indsats om bl.a. salg og marketing.
Den nye strategi sigter mod at opnå excellence inden for områderne Operations, People, Commercial samt Sales & Marketing. Og til formålet bliver der sammensat en nye ledelsesgruppe i flyselskabet.
“Jeg har valgt at sammensætte en bredere ledelsesgruppe, hvor ansvaret for strategiens fire excellence-områder er tydeligt forankret,” siger Rickard Gustafson, adm. direktør og koncernchef i SAS, i en pressemeddelelse.
Ændringerne på topplan betyder, at den hidtidige kommercielle direktør, Robin Kamark, forlader SAS og erstattes af to personer, hhv. Head of Commercial og Head of Sales & Marketing.
I Danmark siger marketingchef Robin Kristensen om den nye strategi:
“Vi vil opleve en mere dedikeret fokus på salg og marketing, idet området vil få sin egen stemme i koncernledelsen. Men vi vil ikke som følge af 4Excellence se ændringer i organisationen, og den medfører hverken fyringer eller flyttede arbejdsopgaver.”
Han tilføjer, at man marketing- og budskabsmæssigt allerede før præsentationen af 4Excellence har taget hul på den nye strategi:
“Den tidligere fokus på tid er videreudviklet til en brand mission; value for time & money. Tid dækker bl.a. punktlighed, hvor SAS er i verdensklasse, og penge dækker over konkurrencedygtige priser. På 70 pct. af vores ruter konkurrerer vi med lavprisselskaber, og her skal prisspændet ikke være for stort,” siger Robin Kristensen.
Han oplyser, at SAS har taget hul på rekrutteringen af den nye Head of Sales & Marketing.