Saxo Bank har valgt nyt bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

En konkurrence om dialogbudgettet faldt ud til fordel for et bureau, der på det seneste har landet flere ”signifikante kunder”. Bureauet kom godkendt ud af 2010.

Flere banker brugte årsskiftet til at granske deres dialogbudgetter – og Danske Bank kørte en bureaukonkurrence, som Wunderman trak sig fra p.g.a. travlhed, og som Zupa Direct endte med at vinde.

På samme tid holdt Saxo Bank en lignende bureaukonkurrence. Det skete imidlertid med armbevægelser, der var atypisk små for banken. Konkurrencen blev kørt – og afsluttet – stilfærdigt, men nu er samarbejdet så godt i gang, at det går an at afsløre vinderen: Magnetix.

Senest har Bureaubiz omtalt, at bureauet har føjet loyalitetsprogram for Ecco til det website og den e-handelsløsning, man i forvejen udfører for sko-koncernen. Begge dele erhvervet via internationale bureaukonkurrencer.

“Vi har vundet en række signifikante kunder – udover Ecco og Saxo Bank drejer det sig bl.a. om Pensam og Synoptik. Det fik en positiv effekt sidst i 2010 og forventes at have det langt ind i 2011,” siger Martin Bochineck, adm. direktør i Magnetix.

Bureauet har netop afleveret regnskabet for 2010 – det var ikke noget jubelår, men absolut i orden. Hver 10. medarbejder forsvandt, men de resterende løb til gengæld stærkere. Bruttoavancen blev fastholdt, lønandelen faldt, og overskuddet blev godt firedoblet.

“Året er godkendt. Oven på 2009, der var vores absolut ringeste, skulle vi ryste krisen af os og komme videre. Det gjorde vi, og i dén sammenhæng var 2010 et godt år. Men vi har en forventning om, at vi går væsentlig frem i år. 2011 ser ud til at blive markant bedre,” siger Martin Bochineck.

Nøgletal for Magnetix

  • Bruttoavance 34,014 mio. kr. +0,6 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 755.867 kr. +11,8
  • Lønandel 71,9 (78,9)
  • Resultat af primær drift +3,607 mio. kr. +318,9 pct.