Før sommerferien kunne Bureaubiz berette, at Saxo Banks samarbejde med AdPeople stopper. Ved dén lejlighed pegede pilen på DigitasLBi som nyt bureau for Saxo Bank.
Det har vist sig at holde – DigitasLBi er i fuld gang med at løse opgaver for banken, herunder at konvertere websites – men det er ikke hele historien. For i processen er der fyret op under inhouse-ambitionerne.
Nanna Baht-Hagen, Head of Brand & Content i Saxo Bank, udtrykte i forbindelse med farvellet til AdPeople, at ”vi ønsker at udvikle en ny kreativ platform”. Og den opgave har banken taget til sig i udtalt grad.
”Vi har øget ressourcerne og kompetencerne internt, så vi et meget længere stykke ad vejen kan håndtere opgaverne selv. Vi tager selv lead-rollen,” hedder det nu fra Nanna Baht-Hagen.
Til denne næste fase har Saxo Bank ansat en Head of Creative, der refererer til Nanna Baht-Hagen.
”Kasper Sierslev står i spidsen for at opbygge og i det daglige lede vores inhouse-model. Han er en dygtig kreativ, der kommer fra Maersk Line, hvor han (som Global Head of Creative, red.) stod for lignende inhouse-aktiviteter,” siger Nanna Baht-Hagen.
Hun uddyber om DigitasLBi og den nye tilgang:
”De kender huset og os. Vi har ikke andre bureau-partnere, og på de felter, vi ikke kan håndtere inhouse, henter vi freelance-bistand.”