SBS finder ny marketingchef hos DR

FiG

Samtidig har selskabet ansat en ny kreativ chef, der kommer fra sit eget selskab.

I slutningen af 2013 sagde SBS Discovery Network farvel til Sandor Neumann, fordi en organisationsændring overdrog marketingansvaret til programdirektør, Maiken Vexø.

Det førte så til ansættelsen af en ny marketingchef for et år siden. Men Peter Liljenberg blev ikke længe i selskabet. D. 1. februar skiftede han til The Brand Portal, så i de senere måneder har man igen været på jagt efter en marketingchef.

Nu er han fundet – og han er fundet hos DR. Der er tale om Carsten Lakner, som begynder 1. august og kommer til at indgå i programledelsen.

Carsten Lakner kommer fra en stilling som Chef for Medieplanning & Digital udvikling hos DR, hvor han de senere år har været ansvarlig for DR’s digitale markedsføring, mediestrategier og brugerfokus.

Carsten Lakner har oparbejdet stor erfaring med samspillet mellem de digitale medier og broadcast gemmen de seneste 25 år og har arbejdet med kreativ marketing, promotion, social media og PR hos bl.a. CNN, Discovery Networks Nordic og Walt Disney.

“Carsten Lakner har stærke holdninger til, hvordan man bygger unikke brands og skaber en emotionel connection med seerne gennem original markedsføring. Det er afgørende for os i en tid, hvor det handler om at få styrket vores kanalbrands yderligere og sikre, at de står klart med deres helt egen unikke identitet. Hans erfaring med digital udvikling er samtidig et stort plus i en tid, hvor marketing af tv handler om kontinuerlig tilstedeværelse og involvering meget tæt på og af brugerne,” siger Maiken Wexø.

Samtidig har man ansat Søren H. Larsen som kreativ chef. Han skal ideudvikle og eksekvere tværmedielle kampagnekoncepter.

Søren H. Larsen har sit eget firma Powerfrog, hvor han de seneste syv år har arbejdet med marketing, promoproduktion, events og kanaludvikling hos TV2. Han er uddannet fra Film og Medievidenskab og har tidligere produceret og klippet dokumentarer for bl.a. DR.