Scandlines samler alt hos et bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Efter en konkurrence er reklamebureauet nu også blevet webbureauet – samt dialog- og social media bureau.

Mens mange kunder køber mere og mere ad hoc hos bureauerne og spreder sig ud på flere forskellige, så har Scandlines valgt en anden tilgang.

Selskabet valgte for et år siden at udskifte Wibroe,Duckert & Partners med Hjaltelin Stahl. Bureauet håndterer også dialog-budgettet samt social media og community management, og nu bliver Hjaltelin Stahl også Scandlines webbureau.

Det er resultatet af en konkurrence.

De to har dog reelt samarbejdet i en periode om digitale opgaver. Hjaltelin Stahl har siden november løftet web-opgaven sammen med Alpha Solutions, på en midlertidig kontrakt, mens Scandlines foretog en bureaurunde.

”Hjaltelin Stahl har vist sig dygtige på denne del også, og selvom der er mange skarpe bureauer derude, så har bureauets tilgang og fleksibilitet været udslagsgivende. Vi er trygge ved at vælge Hjaltelin Stahl som webbureau og ser også mange fordele i, at vi i forvejen arbejder sammen på andre områder,” siger e-Commerce manager, Peter Jensen, i en pressemeddelelse.

Det er ikke lykkedes at få kontakt til Scandlines for en uddybning af, hvorfor man vælger at samle alt hos det samme bureau. Men i pressemeddelelsen siger digital COO Thomas Adamsen fra Hjaltelin Stahl:

“I dagens mediebillede spiller flere og flere digitale platforme sammen, og det skaber helt nye muligheder for de kunder som formår at tænke integreret. Scandlines er meget ambitiøse på det felt, og som samlet bureau kan vi udnytte de synergier samspillet skaber, til at skabe endnu bedre resultater.”