Schulstad-kampagne sat på hold i sidste øjeblik. Her er afløseren

Peter Engholm,
journalist

Sammen med sit nye bureau, Advice, havde Schulstad en introduktionskampagne på vej, da man sadlede om. Nyt tema: Stigende elpriser og gryende recession. Se den nye film her.

Samarbejdet havde stået på i et års tid, men det lange forarbejde blev skubbet til side, for verden er under forandring – og ”det er bare om at følge med”, som det konstateres i en pressemeddelelse fra Schulstad og Advice.

Brødbrandet havde efter en længere proces valgt Advice som sit bureau, og samarbejdet begyndte i slutningen af sidste år. Parterne arbejdede på at skabe ”en stærk brand- og kreativ platform, der skal konsolidere Schulstads position som danskernes foretrukne brød”. Og en introduktionskampagne var ved at blive produceret, da Schulstad valgte at stoppe op.

I stedet lanceres nu en helt anden type kampagne, der ganske vist fokuserer på rugbrød, men rammen er stigende elpriser og den forestående recession.

Marketing manager i Schulstad, Anne Sofie Snoer, siger:

”Vi var ikke i tvivl om, at vores første kampagne på den nye brandplatform sad lige i skabet, men kunne også se, at den ikke var formet til den tid, som vi er i nu. Derfor sadlede vi om – og bad Advice om at tænke en kampagne ind, der i højere grad er i øjenhøjde med den aktuelle situation som danskerne står overfor med stigende el- og fødevarepriser og inflation.”

Rugbrød er danskernes foretrukne aftensmad
Hver dag spiser næsten 420.000 danskere rugbrødsmad til aftensmad, og – og dermed er den firkantede rugbrødsskive det foretrukne aftensmåltid i de danske hjem.

Morten Hershøj, director hos Advice, siger:

”Man behøver ikke strøm fra hverken ovn eller kogeplade, når man skal kreere rugbrødsmadder. Derfor skulle kampagnens budskab handle om at snuppe en ekstra rugbrødsaften. Både fordi det smager godt, og fordi familien Danmark kan spare på strømmen.”

Kampagnen illustreres gennem madlavningens mange el-apparater og opfordrer danskerne til at overveje endnu en rugbrødsaften.

Kampagnen udkommer primært på tv, online video, SoMe, outdoor og et site, hvor danskerne kan hente inspiration til den næste rugbrødsaften.

Risiko for at træde over stregen
Selv om Schulstad sadler om, så er den nye kampagne ikke blottet for risici. Anne Sofie Snoer, Schulstad, siger:

”Når et brand forsøger at ramme ind i en tidsånd eller et aktuelt tema som denne krise, så risikerer man også at træde lidt over stregen. Der er danskere, som er så pressede på økonomien, at en ekstra rugbrødsaften ikke er nok. Der vil også være nogen, der stiller spørgsmålstegn ved, at selve rugbrødsproduktionen kræver energi, så hvordan kan vi kommunikere om ‘0 kWh til madlavning’. Det er vi meget opmærksomme på.”

Hun tilføjer:

“Vores holdning er, at man som moderne brand har et ansvar for at bidrage med nye løsninger til krisen – store som små. Og det mener vi det er, når vi opfordrer danskerne til at slukke for el-apparaterne – og tage en ekstra rugbrødsaften i stedet.”

Filmen er lavet in-house af Advices filmteam, og de kreativt ansvarlige er creative director René Sohn Kammersgaard, art director Joachim Klintfält og copywriter Nicolas Housted.