Scoop: Dansk brand scorer en af verdens største fodboldstjerner

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Cristiano Ronaldos folk henvendte sig selv til JBS, og nu kommer der så en Ronaldo-kollektion, hvor stjernen selv skal spille en fremtrædende rolle i markedsføringen.

Det har vist sig at være noget af et scoop for den danske undertøjs-producent, JBS, at den fik en aftale med tennisstjernen Caroline Wozniacki. For nu kan firmaet sætte en endnu større stjerne på plakaten.

JBS har indgået en aftale med fodboldspilleren Cristiano Ronaldo om sammen at udvikle produkter inden for sokker og undertøj. Netop nu er Ronaldo ved at se på en række designs, som JBS har lagt frem for ham.

Det er første gang, at Cristiano Ronaldo får produkter i sit eget navn, oplyser JBS’ adm. dr. Michael Alstrup til Ritzau. Tidligere har fodboldstjernen været frontfigur for produkter hos f.eks. Nike og Coca-Cola.

Det er faktisk Ronaldos folk, der selv skabte kontakten til JBS – bl.a. fordi samarbejdet mellem JBS og Caroline Wozniacki har været eksponeret i internationale medier og bragt firmaet ud i en række nye lande.

Ronaldo-serien vil komme i to udgaver: En til stjernens yngste fans og en anden mere modeorienteret til yngre mænd.

Samarbejdet skal munde ud i et bredt udvalg. Planen er, at Ronaldo hvert år vil designe og introducere nye kollektioner.

“De virksomheder, jeg vælger at arbejde sammen med, skal være modeorienterede og i stand til at levere et helt unikt produkt til mine fans. I JBS har jeg fundet en samarbejdspartner, som designer og producerer produkter af højeste kvalitet, og som har en lang tradition for at levere formidabelt design,” siger Cristiano Ronaldo i en meddelelse fra JBS.

Ronaldo vil have en fremtrædende rolle i brandingen af produkterne og i de internationale marketingtiltag, som planlægges i forbindelse med lanceringen af produkterne

Kollektionen vil være tilgængelig på en række internationale markeder i den nærmeste fremtid, oplyser JBS.

Det nye samarbejde får ros fra brandingeksperten Mads Mordhorst, der er lektor ved Handelshøjskolen i København.

Han peger over for Lorry på, at JBS de senere år har skiftet brand fra det traditionelle undertøj til en meget mere provokerende stil. Faktisk så provokerende, at man på et tidspunkt fik Dansk Sygeplejeråd på nakken i forbindelse med reklamer af sygeplejersker i en gynækologstol.

“Man kører hele tiden på grænsen af provokation i forhold til de kulturelle kategorier, først og fremmest sex,” siger Mads Mordhorst til Lorry.

Han mener, at det kan få stor effekt, hvis man kan få Cristiano Ronaldo til at spille med på den provokerende stil.

“Samarbejdet mellem Ronaldo og JBS kan få en synergieffekt, hvor begge får styrket deres brand,” siger Mads Mordhorst.