Se de tre bureauer med de mest tilfredse kunder

Finn Graversen,
journalist

Og se endvidere et muligt link mellem kundetilfredshed og bureauets evne til at være fleksibel og agil.

En ting er at have det bedste image. Det behøver bare ikke betyde, at et bureau har de mest tilfredse kunder.

Det viser den årlige MyImage Bureau, som ud over den generelle perception i markedet faktisk også registrerer, hvordan konkrete kunder bedømmer bureauerne. De tal er forbeholdt hvert enkelt bureau – dog lukker MyResearch op for, hvem der har de mest tilfredse kunder blandt de tre bureautyper.

Samtidig rummer analysen en nyskabelse i år, idet ‘Fleksibel og agil’ er et nyt udsagn, som annoncørerne bliver bedt om at bedømme bureauerne på. Dette udsagn spiller også en vis rolle blandt de kriterier, som annoncørerne angiver i forbindelse med deres overvejelser om valg af bureau.

Sammenholder man de mest tilfredse kunder med resultatet af dette udsagn, så kan det indikere et link.

Men først bureauerne med de mest tilfredse kunder. De er:

Reklamebureauer

  • Pong

Digitale bureauer

  • Vertica

Mediabureauer

  • Hilmar & Høgsberg

Det skal tilføjes, at for at et bureau kan blive bedømt af sine egne kunder skal der være mindst ti kunder med i analysen.

Kigger man så på udsagnet om ‘Fleksibel og agil’, så viser det sig at både Pong og Hilmar & Høgsberg er topscorere her, mens Vertica ligger i Top 5.

“Kigger jeg lidt længere ned i tallene, så ser der ud til at være et link mellem ‘Fleksibel og Agil’ og ‘Kundetilfredshed’. Om ikke en til en så dog ret markant. Det er selvfølgelig ikke det vigtigste valgkriterie – bureauer bliver først og fremmest valgt på deres kompetencer inden for enten strategi, kreativitet og digital samt deres evne til at skabe resultater. Men når det er på plads, så er der ingen tvivl om, at et fokus på at være fleksibel og agil i samarbejdet kan være givet godt ud,” siger adm. dir. Mogens Østergaard, MyResearch.

MyImage Bureau produceres af MyResearch, som desuden producerer en række tilsvarende imageanalyser på andre brancher.

884 annoncører har svaret, hvilket giver en svarprocent på 30

Den samlede imagescore (Brand Power) fremkommer gennem en kombination af kvantitative og kvalitative parametre. De kvantitative (Brand Strength) bygger bl.a. på kendskab og på hvor mange, der angiver at ville invitere bureauet til en pitch, mens de kvalitative (Brand Position) bygger på 9 udsagn, som respondenterne bliver bedt om at bedømme bureauer op mod.