Se den her – den første film fra Carlsbergs nye bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Ny global kampagne får premiere i Danmark og Irland i morgen. Kampagnen er skabt af det argentinske bureau Santo.

Premier League er så stor, at den kan anvendes markedsføringsmæssigt langt ud over den engelske grænse. Og det er lige hvad Carlsberg gør.

Bryggeriet er sponsor for turneringen, og det bruges nu i en ny stor global kampagne, der er første resultat af det samarbejde, som Carlsberg i foråret indledte med det argentinsk baserede bureau Santo. Faktisk foregår premieren ikke i England men i Danmark og Irland i morgen torsdag.

Den første film er en ambitiøs sag på 1 minut med titlen The Ride, hvilket refererer til, at fodbold-spillere og publikum er sat på en kæmpestor rutschebanetur. Santo har brugt rutschebanen som det kreative greb til at skildre det følelsesregister, som man gennemgår i hver enkelt kamp og hver eneste sæson - op- og nedture, anspændthed og glæde, mistro og forbløffelse, de hjerteskærende nederlag og sejrens lykkerus.

Carlsberg kommer her med en film på et højere niveau, end man er vant til at se fra bryggeriet

Filmen viser bl.a. legender som Robbie Fowler, Gareth Southgate, Marcel Desailly og Chris Kamare samt hundredevis af mennesker – og desuden bruges soundtracket til at skabe en fodboldkampagne, som ikke foregår på en fodboldbane. I stedet bidrager lydeffekterne, symbolikken og dramatikken til at gøre reklamen fodboldrelateret og skabe genkendelse hos fodboldfans.

“Barclays Premier League er den følelsesmæssigt mest ladede fodboldliga i hele verden. Vi har brugt disse følelser til at skabe en kampagne, der er visuelt slående, og fejrer, hvorfor vi synes, at Premier League giver fodbold, som går ud over forventningerne og ’Calls for a Carlsberg’,” siger Tom Moradpour, der er VP Carlsberg Brand.

Dermed får han også fortalt, at Carlsberg fastholder sloganet “That calls for a Carlsberg, der for nogle år siden under stor pressebevågenhed blev lanceret som Carlsbergs store satsning på at ikonisere brandet. Dengang samarbejdede man med det engelske bureau Fold7, men det lykkedes ikke at få kommunikationen til rigtig at bringe sloganet til live, før det belgiske bureau Duval Guillaume Modem kom med den virale Bikers-film.

Den aktuelle kampagne har dog fået udvidet sloganet til ‘That Premier Feeling… That Calls for a Carlsberg’

Filmen, der er instrueret af Juan Cabal og produceeret af produktionshuset MJZ, indgår som del af en fuld integreret marketingkampagne, der vil blive bragt til live igennem forpakning, point of sale, print, outdoor-reklamer, digitale medier og PR verden over.

Carlsberg opfordrer samtidig fans til at #JoinTheRide igennem kampagnen på dens Twitter, Facebook og Instagram-sider.

https://www.youtube.com/watch?v=P47eLknD0qo

Fakta om Carlsbergs nye film:

  • Over 200 statister deltog i reklamen, hvor de blandt andet spillede fans, linjevogtere, spillere og trænere.
  • Vognen til rutchebanen rejste over 120 km under filmningen og kørte banen igennem over 100 gange!
  •  Reklamen blev filmet i Walibi Park tæt på Amsterdam og selve rutchebanen kaldes ‘Goliath’.
  •  Der blev brugt næsten 20 kameraer under filmningen, inklusive ti som var påsat selve vognene i rutchebanen.
  •  Der blev også brugt en helikopter for at filme de vigtige områdeoptagelser.
  •  Et mandskab på 120 personer var hele tiden klar på sættet, begge dage der blev filmet.
  •  Director of photography var Ueli Steiger, som tidligere har arbejdet på Hollywood-film såsom ‘The Day After Tomorrow’, ‘Austin Powers’ og ‘Godzilla’.