Se filmene på Creative Circle-shortlisten før alle andre

Peter Engholm
25@mail.dk

Creative Circle går ud med årets samlede shortliste fredag den 21. april. Som noget nyt vises alle filmene på shortlisten i en biografsal inden offentliggørelsen.

Fordybelsen har typisk trange kår ved Creative Circle Award, når flere end 80 cirkler skal fordeles i løbet af en prisuddelings-aften.  

Det laver foreningen om på fredag den 21. april kl. 9-11 i Grand Teatret i København – kort tid før den samlede shortliste kommer kl. 11.30. Her inviterer Creative Circle til en særlig shortliste-fremvisning – vel at mærke alle de film, der er shortlistet i CCA 2023.

Det er ikke bare en nyhed i Creative Circle-regi, men også en regulær forpremiere. For den samlede shortliste ved Creative Circle Award offentliggøres først efter, at filmene er blevet vist i biografsalen. 

Creative Circle har tidligere vist Cannes Prediction-reel i selvsamme Grand Teater.

”Man kan godt kalde fredagens shortliste-filmpremiere for Creative Circle Award Predictions 2023, og deltagerne vil kunne gætte på CCA-vindere, ligesom det var tilfældet med Cannes Predictions. Den, der gætter flest vindere, får to billetter til awardshowet den 2. juni,” siger Dorte Nielsen, der er formand for Creative Circle. 

Det er ikke en kun shortlistede film, der vises, men også en vinder: Med på reel’en er også vinderen af Our Sustainable Future-konkurrencen, og her er der tale om en regulær premiere. 

Arrangementet er gratis, og man kan sikre sig en billet på Billetto.