Se og Hør skandalen kostede Aller 30 mio. kr.

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Skandalen er en del af årsagen til, at Aller Media måtte notere et underskud i det seneste regnskabsår – trods stigende omsætning.

Aller Media kom ud af det seneste regnskabsår med en solid omsætningsfremgang på omkring 15 pct. til 1,295 mia. kr. Men bundlinjen kunne ikke følge med. Den gik fra et plus på 88 mio. kr. til et minus på knap 8 mio.

Det er der en række årsager til – og en af dem nævner Aller selv i en meddelelse: Se og Hør skandalen.

Topchefen, Pål Thore Krosby, fortalte i 12 Finans på TV 2 News, at skandalen har kostet Aller omkring 30 mio. kr.. Han fortalte videre, at oplagsfaldet nu lå omkring 10 pct., og det tyder på, at man har fået stabiliseret oplaget. I de første måneder efter skandalen var faldet nemlig over 20 pct.

På Thore Krosby slog da også fast, at man ikke har planer om at lukke Se Og Hør.

Ud over Se og Hør sagen har omstruktureringer og udviklingen i mediemarkedet generelt med efterårets lukning af de printprodukter og digitale forretninger, der ikke længere var lønsomme eller som ikke længere understøttede den såkaldte Safari-strategi, påvirket årets resultat negativt.

Til gengæld går det godt for investeringerne i rejsemarkedet. I første kvartal har salg af rejser i Aller Medias to rejsebureauer, Nyhavn Rejser og Kulturrejser Europa, langt oversteget forventningerne, og der er planer om at foretage flere opkøb i løbet af året. Desuden oplyser koncernen, at Aller Medias printforretning stadig har en fornuftig lønsomhed trods et presset mediemarked, som er præget af en generel oplagsnedgang.

Også Aller Client Publishing, der har overtaget Datagraf, går godt.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu for alvor oplever effekten af vores Safari-strategi, hvor vi med investeringer i rejsebranchen og udvikling af vores nye rejseunivers kan se, hvordan vi med vores markedsindsigt, unikke indhold, digitale tilstedeværelse og kompetencer inden for event kan udvikle nye produkter til vores læsere og annoncører. Produkter, som blandt andet bliver produceret af vores client publishing-forretning og som er født og udviklet i vores innovationsafdeling. På den måde får vi maksimal kraft bag vores strategi, og derfor har jeg høje forventninger til det nye regnskabsår, hvor vi allerede efter første kvartal kan se lovende resultater,” siger Pål Thore Krosby.