Seats freelancere klar med ny kampagne

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Tre animerede insekter spiller hovedrollerne i nyt Seat univers, der er skabt af de to vindere af bilmærkets bureaukonkurrence.

Seat valgte i efteråret en utraditionel løsning, da vinderen af bilmærkets bureaukonkurrence ikke var et bureau, men to freelancere.

Forinden havde Seat sagt farvel til &Co, og et samarbejde med Zupa begrænsede sig til et enkelt projekt – og i konkurrencen var tre andre bureauer oppe mod Marie Mark, tidl. kontaktchef hos Saatchi, og Mikkel Jangaard, tidl. kreativ direktør i Winwin Agengy. Og nu er vinderne klar med et “nyskabende reklameunivers i Danmark”, lyder det fra Seat.

Den spanske flue Pablo, den tyske målerlarve Fritz og den danske myg Knud har hovedrollerne i kampagnen, der går i luften på mandag. I løbet af foråret vil danskerne komme til at stifte bekendtskab med de tre insekter på måder, der ikke er set før i dansk markedsføring i samme omfang.

“De tre insekter er nogle sjove figurer, som karakteriserer det, Seat står for i Danmark med lige dele spansk, tysk og dansk mentalitet. Insekterne vil dukke op alle vegne og giver gode muligheder for at involvere vores kunder på måder, jeg ikke har set før i Danmark”, siger Jesper Stoltenberg-Mathiesen, adm. direktør for Seat i Danmark.

Ifølge Marie Mark skal kampagnen forklare bilmærkets særlige position:

“Vi har tysk funktionalitet, vi har design fra én af de mest trendy byer overhovedet, nemlig Barcelona – og så til folkelige priser. Det er helt unikt og noget, vi gerne vil have danskerne til at forstå.”.

Kampagnen er som nævnt ude på mandag, men i præsentationen af den ligger der et vist teaser-element, idet man har sigtet efter at “udvikle et unikt talerør”.

“Seats kampagne indeholder nogle meget spændende, involverende elementer, som vi ikke har set i Danmark hidtil. Præcis hvad kan jeg endnu ikke afsløre. De er de første til at bruge det, hvilket kræver mod. Herfra vil det gå rigtigt stærkt. Vi tror på, at vi kommer til at se meget mere til denne form for markedsføring i den kommende tid,” siger Palle Finderup Diederichsen, der er Head of MediaCom Beyond Advertising.