Seats Kør Smukt-platform bliver smukkere

Peter Engholm
25@mail.dk

Seat prikkede sidste år til vores egoistiske trafikkultur. Nu bygger bilmærket videre på Kør Smukt-platformen, og denne gang mere blidt. Se den nye film her.

I september sidste år lancerede Seat en platform, Kør Smukt, der – med et glimt i øjet – prikkede til danskernes uvaner bag rattet. Filmen satte fingeren på den fortravlede sig-selv-nærmest stil, mange af os lufter i ny og næ. Nu følger en mere poetisk og konstruktiv tilgang.

”I den første film påpegede vi problemet. Og vi kunne godt fortsætte i samme tråd, for der er masser at tage fat på. Men der er også gode historier – med smil og overskud – og det er dem, vi fokuserer på nu,” siger Jesper Stoltenberg-Mathiesen, der er direktør for Seat Danmark.

Han understreger, at Kør Smukt ikke skal ses som en kampagne.

”Kør Smukt er ikke noget, vi har sat os for, men dét vi er. Og hvis man forsøger at ændre holdninger, så gøres det ikke på nogle måneder. Det er en bog, og vi er i gang med de første kapitler – og kender ikke afslutningen,” siger Jesper Stoltenberg-Mathiesen.

Seat fulgte den første film op med et samarbejde med Dansk Kørelærer-Union og et sponsorat af Trafikskolen i Legoland – med begrundelsen, at ”man skal jo starte et sted”.

Det er Seats bureaupartner Jangaard, Mark & Ko, der står bag Kør Smukt-platformen – inkl. filmene.

”Den aktuelle film afsluttes taktisk, fordi den lægger op til nogle aktiviteter i den kommende tid. Men deri ligger ikke en beslutning om, at Kør Smukt nødvendigvis skal være taktisk. Holdnings-temaet kan sagtens køre videre helt rent senere,” siger Jesper Stoltenberg-Mathiesen.