Seks bureauer skal dyste om Øresundsbroen

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Øresundsbro Konsortiet har sit store markedsbudget i udbud, og Bureaubiz har et bud på, hvilke seks bureauer, der deltager.

Seks bureauer er sat til at dyste om Øresundsbroens marketingbudget på 15 mio. kr. årligt. Den faste forbindelse mellem Danmark og Sverige – med kompromis-stavningen Øresundsbron – har nemlig sin markedsføring i udbud, og Øresundsbro Konsortiet har prækvalificeret det felt, der nu skal aflevere deres bud, i form af et strategisk og et kreativt oplæg.

Konsortiet søger én partner, der kan rådgive om markedsføringen på et strategisk, taktisk og operationelt niveau. Dertil kommer – delvis – produktion og eksekvering af kommunikationen.

Så vidt Bureaubiz erfarer er der tale om en konkurrence, der er andet og mere end en skønheds-konkurrence. Bureauerne bliver bedt om ganske omfattende bud.

Det eneste, Øresundsbron vil oplyse på nuværende tidspunkt, er, at de intet må sige om noget som helst. Det skyldes, at Øresundsbron – der er ejet 50 pct. af den danske stat og 50 pct. af den svenske stat – skal overholde gældende lov i begge lande, og fra svensk side er konsortiet underlagt tavshedspligt og ”absolut sekretess”.

De vil således heller ikke oplyse hvem eller hvor mange deltagere, der er i konkurrencen. Bureaubiz er dog dykket ned i det og ifølge vores oplysninger er der dog tale om følgende:

  • Advance
  • DDB
  • McCann
  • Ogilvy
  • Wibroe, Duckert & Partners
  • Zupa Recommended

Blandt de seks bureauer ses både Øresundsbrons nuværende bureau, Advance, samt en tidligere samarbejdspartner, DDB.

Af udbudsmaterialet fremgår det, at kontrakten træder i kraft den 20. oktober. Aftalen løber i to år og kan forlænges i yderligere to år.