Seligemig bag ny DR3-serie

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Det medieuafhængige reklamebureau sørger for, at sendefladen ‘går i ged’ de næste fire fredage på DR.

Seligemig har opfundet og produceret et nyt tv-format, der hedder Geden flytter ind. Selvom det kun var planen, at formatets fire episoder skulle ligges ud til stream på DR.dk/tv, bliver de nu sendt 4 fredage på DR3 kl. 20.45.

Simon Engstrøm, Seligemig’s kreative direktør, fortæller:

“Interessen for Geden flytter ind var simpelthen større end forventet og fordi programmerne var blandt de allermest streamede af DRs programmer, valgte de at upgrade det til flow-tv.” 

Om baggrunden for, at det alsidige bureau nu også slår sig løs på tv-seriefronten, fortæller Simon Engstrøm:

“Efter at have været partner i tv-selskabet Diamond i to år havde jeg lyst til at tage de erfaringer med over i Seligemig og se, hvor det kunne tage os hen. Efter at have vendt og drejet en hel del forskellige format-ideer, præsenterede vi Geden flytter ind for DR3.”

Simon Engstrøm fortsætter:

“De (DR3, red.) var både modige og dygtige til at sparre med os, og efter vores pitch gik det egentlig bare slag i slag derudaf i forhold til at få programmet produceret.”


Billedet er fra introen til Geden flytter ind.

Hos Seligemig tager man imod upgraden til flow-tv med åbne arme.

Simon Engstrøm fortæller:

“Vi er rigtig glade for, at det er blevet så vel modtaget, da det jo er vores første tv-program i Seligemig, som vi selv har skrevet, fundet på og produceret. Det hele var jo et forsøg på, at se om vi var gode til at skabe lidt længere formater end de normale 30 sekunder til et minut. Og man må jo sige, at det er gået ret godt”.

Geden som omdrejningspunkt
I hver episode af det nye Seligemig-format flytter en ged ind et nyt sted. Det være sig hos en familie, i en butik eller i et bofællesskab. I det første afsnit flytter geden nemlig ind hos tre svenske partypiger, der deler en lejlighed i det indre København. Pigerne er gamle veninder, men deres venskab er ved at krakelere, fordi de tager hinanden for givet. Der bliver dog vendt op og ned på hverdagen i lejligheden, da geden flytter ind.

Du kan se programmet her.

Simon Engstrøm fortæller, at Geden flytter ind næppe bliver det sidste tv-koncept fra Seligemig. Ret beset er det dog heller ikke første gang, at bureauet har held med at få produktioner på landsdækkende tv. I 2014 nåede de endda ud til hele verden, da Seligemig lavede introfilmen til Eurovisionen, der det år blev sendt fra Refshaleøen i København. 

Introen til Eurovisionen kan du se her (efter et lille re-cap):