Sepia: Farvel til Danske Bank – goddag til nye kunder

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bl.a. er SOS International netop kommet på kundelisten. Sepia bevæger sig væk fra at være et niche dialogbureau og forventer at opruste med 3-4 medarbejdere i de kommende måneder.

10 års succesrigt samarbejde med Danske Bank er stoppet – og det er med en vis vemod, Sepia siger farvel til banken.

“Vores samarbejde har sat nye standarder inden for dialogmarkedsføring i den finansielle sektor, og flere af kampagnerne har derfor høstet priser internationalt og på den årlige DM Dag. Så jo – det er lidt vemodigt,” siger kreativ direktør Per Djervig-Chamby.

På den anden side var det også naturligt, for Danske Bank har ikke været en hyppig gæst på bureauet de senere år – bureauet og banken har så at sige bevæget sig hver sin vej, Og mens Danske Bank har synet mindre og mindre, er andre kommet til.

For kort tid siden kunne bureauet således sige goddag til SOS International og Altibox. Herudover har bureauet også kunnet skrive Eniro, ASP og Avenade på kundelisten.

Konkret forventer bureauet at opruste med 3-4 medarbejdere i de kommende måneder.

Desuden konstaterer Per Djervig-Chamby, at bureauets mangeårige samarbejde med Danske Bank ikke har fornægtet sig: Man har allerede fået flere henvendelser fra virksomheder i den finansielle sektor.

“Hos vores nye kunder, kommer vi i højere grad til at spille en strategisk partnerskabsrolle i forhold til deres salg- og marketing,” siger Per Djervig-Chamby og fortsætter:

“Vi har i de senere år bevidst oprustet med nye kompetencer i forhold til netop at kunne spille en bredere rolle som rådgiver. Vi har bevaret vores dialog-kompetencer, men vi mener, at verden er blevet for lille til udelukkende at være et dialog nichebureau.”

Hos SOS International skal Sepia i første omgang hjælpe med at repositionere virksomheden på nettet, og den første opgave bliver at udvikle og implementere et nyt corporate website.

“Altibox skal vi hjælpe med at positionere sig på markedet inden for tv, fiber og telefoni i Midt- og Vestjylland. Det handler om at skabe en ny identitet, udvikle salgskoncepter og kampagner og sikre kunderne en god oplevelse i alle kontaktpunkter,” fortæller Per Djervig-Chamby.