Sheep View får 3 Rambuk-priser

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Kampagnen for Visit Faroe Islands sikrede Liquidminds og Sansir DK 3 ud 9 priser til årets Rambuk. Grand Prix var kronen på værket. Se alle aftenens vindere.

Torsdag aften løb Årets Rambuk 2017 af stablen i Store Vega på Vesterbro i København. I den flotte træbeklædte sal var bordene redt op med fine hvide duge, som 250 sjæle fra den sortklædte branche havde sat sig forventningsfuldt ved, inden værten for aftenens tre-retters awardshow, Radio24syvs feststemte Simon Jul, indledte showet med en grovkornet morsomhed.

Efter forretten bestående af ’kryddersaltet islandsk laks serveret med en variation af asparges’, blev aftenens første pris, Mediestrategi-prisen, uddelt. Ledsaget af en energisk lydside blev Mediacom & Group Ms mediestrategi for Skoringen-kampagnen ’Helt fremme i skoene – kend dine kunder’ tildelt hæderen af et felt på tre shortlister.

Efter der var prikket hul på pris-bylden faldt priser og serveringer slag i slag. Saftigt unghanebryst – serveret family style – blev efterfulgt af en liflig bærtrifli og imellem de to vandt M/Six, for tredje år i træk, Programprisen med ’Everyone has the right to a cool digital program’.


Suspekt suttede salen op fra slap..

Får, får & atter får
Som aftenen skred frem, var der en kampagne der trak fra alt og alle. Allerede inden Sheep View 360 sikrede sig aftenens hovedpris, Rambuk Grand Prix, var det den eneste kampagne, der var præmieret mere end én gang.

Det var dog ikke fordi, at Liquidminds og Sansir DK var trætte af at trække mod scenen, da de to samarbejdende bureauer blev udråbt som sejrherrer for tredje gang. Liquidminds & Sansir DK var ankommet med fem shortlister til Årets Rambuk. Udover Grand Prix prisen vandt Sheep View 360 Effektprisen samt Medie Innovations-prisen.


Repræsentanter fra Liquidminds på scenen og modtage Grand Prix´en.

Administrerende direktør Vibeke Nannerup fra Liquidminds fortalte efterfølgende om glæden ved at vinde aftenens hovedpris:

”Vi er intet mindre end jublende og en smule champagne-påvirkede glade. For selvom der er kommet guldløver, gyldne Epicaer, Creative Circles og glimmer i alle afskygninger ind på pris-kontoen er Rambuks Grand Prix et helt særligt skulderklap fra dygtige kolleger i branchen. Det er en faglig anerkendelse af vores måde at tænke digitale løsninger på – og det gør os stolte,” siger Vibeke Nannerup.

Alt i alt gik blev tolv bureauer og syv annoncører kaldt på scenen i løbet af Rambuk-aftenen i Vega for at modtage tilsammen ni priser.

Udover de ni officielle priser gav Out Of Home Media også en særpris til &Co. for sejren i deres media challenge for busreklamen ‘Ad Block This’. Udover et pas til vinderne til Cannes Festival 2018, vandt de også for 500.000 kr. medievisninger i Out Of Home Media-regi til bureauet.


Bus-kampagnen af  &Co. der vandt Out Of Home Medias Media Challenge.

Vindere Årets Rambuk – 2017:

Rambuk Grand Prix
Vinder: Visit Faroe Islands
Bureau: Liquidminds & Sansir Danmark A/S Kampagne navn: Google Sheep View

Programprisen:
Vinder: Kvik Køkkener
Bureau: M/Six
Kampagne navn: Everyone has the right to a cool digital program

Mediestrategiprisen
Vinder: Skoringen
Bureau: Mediacom & GroupM
Kampagne navn: Helt fremme i skoene – kend dine kunder

Involveringsprisen:
Vinder: Faxe Kondi
Bureau: Mindshare & Bates
Kampagne navn: Faxe Kondi – ”Er det sport”?

Kampagneprisen:
Vinder: McDonald’s
Bureau: OMD & DDB Copenhagen
Kampagne navn: The Fast News – ’Den kedelige sandhed’

Effektprisen:
Vinder: Visit Faroe Islands
Bureau: Liquidminds & Sansir Danmark A/S
Kampagne navn: Google Sheep View

Medie Innovations-prisen:
Vinder: Visit Faroe Islands
Bureau: Liquidminds & Sansir Danmark A/S
Kampagne navn: Google Sheep View

Content Activation-prisen:
Vinder: Hummel
Bureau: Envision
Kampagne navn: The All-White Kit

Indsigtsprisen
Vinder: Kræftens bekæmpelse & Tryg-Fonden
Bureau: PHD Copenhagen A/S & Robert Boisen & Like-minded
Kampagne navn: Spritstiv Speeddate