Silvan skifter til Zupa og er klar med ny marketingposition

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Silvan har skiftet Kunde & Co ud med Zupa som leadbureau og er nu klar med en ny marketingposition, hvor man vil hjælpe danskerne med at skabe noget i stedet for at bygge noget.

Silvan og Zupa er allerede klar med en ny marketingplatform, hvor byggemarkedskæden skifter det at bygge ud med det at skabe.

Det kan lyde som en minimal betydningsforskel, men gør en stor forskel i Silvans fremtidige marketing approach, siger head of marketing hos Silvan, Joan Balle Kristensen, i en pressemeddelelse:

”Starbucks fik sat fokus på, og gav folk mulighed for at begynde at nyde kaffe i stedet for at drikke kaffe. Det lød måske som et og samme, men jeg tror ikke at mange vil vove den påstand i dag. På samme måde ønsker Silvan at opfordre folk til at skabe, ikke til at bygge.”

Den nye marketing platform skydes i gang i denne uge med reklamefilmen ‘Skab noget magisk’, som altså er skabt af Zupa, og CEO og head of strategy, Mogens Kristensen siger om det nye univers:

”Hele den danske byggemarkedskommunikation hylder de rette vinkler og den mandlige idealkliche. Man skal gøre det ordentligt og man skal få det fikset og man skal bygge det væk. Den overvejende del af Silvans kunder bor i byerne, er fantasifulde hvad angår indretning og bekymrer sig om deres omverden. Så vi ønsker i stedet at opfordre til DIY, som er legende, smart tænkt, personligt, lavet af genbrug, skørt, sjovt eller bare basalt praktisk. Det vil Silvan fremover gøre sit til at fremelske. Gennem kommunikation, butikker og kommende ‘Skab noget’- initiativer.”

Konceptet bliver forankret på tværs af TV, digitale platforme, in-store, events, og biografer, når det igen kan lade sig gøre.