Shortlisten fra Creative Circle Award rummede en finurlighed: Simon Engstrøms bureau, Seligemig, gør comeback med to nomineringer. Begge steder er det sammen med Hjaltelin Stahl, hvor Simon Engstrøm frem til sidste sommer var executive creative director.
Forklaringen er enkel: Arbejdet – Måne for Gustaf Ljunggren og Emil de Waal – blev så småt sat i gang, da Simon Engstrøm stadig var på Hjaltelin Stahl, og færdigudviklet, efter han var stoppet. Emil de Waal har i en årrække været kunde hos Seligemig.
Markerer shortlisten en genopåbning af Seligemig?
”Seligemig har som sådan ikke været lukket, men var sat i bero. Men jeg har endnu ikke låst mig fast på, hvordan fremtiden ser ud. Jeg er stadig åben, og jeg er blevet bevidst om, at jeg værdsætter forskellighed – forskellige kunder, forskellige projekter, forskellige udfordringer og vigtigst af alt, at få hænderne dybt ned i det kreative output,” siger Simon Engstrøm.
Efter jobbet på Hjaltelin Stahl valgte han i nogle måneder bevidst ikke at tænke over, hvad han skulle lave. Han var med i kunstprojektet Colormeproject.com, som instruktøren Martin de Thurah og Bacon lavede. Her arbejdede han med nogle andre sider af kreativiteten, som ikke var kommet til udtryk hos Hjaltelin Stahl.
”Som kreativ direktør har du hands on på en masse projekter, men ikke nødvendigvis hands down,” siger Simon Engstrøm.
De kreative projekter har siden favnet både bredt og dybt:
”Jeg har lavet en del title sequences for bl.a. DR, Mastiff og Netflix. Det er vildt spændende og minder på mange måder om at lave reklame; et visuelt lyn-narrativ, der skal drage folk ind i et univers og få dem til at holde fingrene fra Skip-knappen,” siger Simon Engstrøm.
At være et mindre bureau har ifølge Simon Engstrøm ”igen givet plads til underfundige og kantede ideer”.
”Jeg har blandt andet lavet design for Den Korte Coronaavis, Holly Golightly og hjulpet Mads Nørgaard med et navnekoncept til hans nyåbnede butik. Aktuelt er jeg blevet færdig med en kampagne for Shecanplay, et initiativ for unge kvindelige musikere og sangere, lavet i samarbejde med instruktør Martin Furze og Bacon.”
Kreative kigger de samme steder hen
Projekterne lyder lige dele sjove og rastløse …
”Er projektet sjovt og udfordrende, går jeg med det – det er dér energien ligger! Samtidig er jeg meget bevidst om at arbejde sammen med andre erhverv end dem, reklamebureauer typisk møder. Når vi kreative skal inspireres, så er der en tendens til, at vi kigger de samme steder hen – f.eks. The Inspiration, Lürzer’s Archive, Ads of the World etc. Men jeg har erfaret, at det er godt at møde så mange forskellige dele af virkeligheden som muligt og lave opgaver ved siden af det bureau-kreative,” siger Simon Engstrøm og tilføjer:
”Variationen ligger i de kreative berøringsflader. Computeren kan ikke alt, og derfor fokuserer jeg stadig meget på håndværket, der ligger væk fra computeren.”
Han arbejder i øjeblikket på en brandingopgave for Heartbeats, visuel identitet og kampagne til True Awards og to nye title sequences for DR. Og han er desuden involveret i re-designet af Ærø Bryggeris to øl-linjer.
Du har tidligere været åben over for at være kreativ direktør på ny. Har du lukket den dør?
”Nej, min tilgang har ikke ændret sig. Jeg vil gerne være kreativ direktør igen, men jeg skal være det med en makker – altså en med-direktør på posten. Det er sjovest at lave noget sammen med andre, og når man er et team, kan man deles om de administrative opgaver. Så er der stadig er tid til at være eksekverende kreativ. Så nej, jeg udelukker intet på forhånd, og jeg holder ikke nogen udenfor,” siger Simon Engstrøm.