Det er muligt, at der er koldt på toppen, men topfolkene holder varmen ved at være i bevægelse. De to øverstplacerede på listen over Danmarks mest vindende kreative har begge skiftet job: For nylig forlod Per Pedersen posten som kreativ direktør på Uncle for at varetage den kreative ledelse af Grey Düsseldorf. Og nu siger Simon Wooller farvel efter 10 års ansættelse på Saatchi & Saatchi, heraf de seneste 7 år som kreativ direktør.
Lysten til en frisk start og nye udfordringer er bevæggrunden.
“Jeg har haft en fantastisk tid på Saatchi & Saatchi, og jeg føler mig privilegeret over at have arbejdet sammen med så mange dygtige og inspirerende kollegaer og forretningsforbindelser. Men jeg har vurderet, at tiden er den rigtige efter 10 år i det samme internationale netværk”, siger Simon Wooller, der har været fast medlem af Saatchi & Saatchi’s Euro Creative Board siden 2004.
Hos Halbye Kaag JWT siger adm. direktør Thomas Thortsholm følgende om sin nye kreative direktør:
“Udover sin stærke kreative profil har Simon stor strategisk kompetence. Han har udvist stor forståelse for nye media og har skabt begavede integrerede kampagner. Han har haft succes med alternative arbejdsprocesser som grundlag for den kreative udvikling, og han har vist stor lyst og dygtighed til at skabe og drive et team omkring sig. I mine øjne er Simon en kreativ direktør, der skaber sammenhæng, samarbejde og fremgang – centrale værdier, der skal sikre en succesfuld transition fra reklamebureau til kommunikationshus.”
Som kreativ direktør kommer Simon Wooller til at afløse Carsten Kaag, der fortsætter som arbejdende bestyrelsesmedlem. Tidligere på året trådte Steen Halbye tilbage som adm. direktør for – som bestyrelsesformand – at udvide bureauets kompetencer.
“Ligesom Steen har jarbejdet for at udvikle husets strukturelle rammer, så har Carsten også ønsket at fortsætte sit arbejde med huset. Han vil fokusere på større opgaver for netværket og vil derudover fortsat bidrage med strategisk og kreativ udvikling på centrale projekter i tæt samarbejde med den daglige ledelse.” siger Thomas Thorstholm.
Hos Saatchi & Saatchi går tingene stærkt. I går meddelte Toyota Danmark, at man skifter Wibroe, Duckert & Partners ud med Saatchi, mens bureauets kreative direktør sagde op i fredags. Nu skal man finde en ny.
“Vi ser lyst på fremtiden og ønsker Simon held og lykke fremover. Vi har haft et forrygende år med mange nye typer opgaver for vores kunder. Dertil kommer tilgangen af nye kunder bl.a. Specsavers Nordic (Louis Nielsen i Danmark) samt Pandora. Tilsammen betyder det, at Saatchi & Saatchi kommer ud af kriseåret 2009 med det bedste resultat i 10 år. Vi er endnu ikke klar til at fortælle hvem, der tager over efter Simon – men vi er naturligvis i gang med at lede efter hans afløser”, siger Thomas Falck, adm. direktør i Saatchi & Saatchi.