Sjældenhed: Hummel vælger bureau

peng

Hummel har ikke tradition for en fast bureaupartner. Men fodboldmarkedet skal generobres, og det kaldte på bureauhjælp.

Envision er nyt bureau for Hummel. Og det er nyt i mere end en forstand. Det danske sportsbrand har nemlig ikke dyrket faste bureau-samarbejder, men et ønske om forsat vækst og særligt en generobring af fodboldmarkedet har ført til, at man nu har besluttet at invitere et bureau med om bord – og Envision blev valgt efter en pitch med fire bureauer.

Anledningen er bl.a. at Hummel vender tilbage som landsholds-sponsor, og derfor er man nu i gang med planlægningen og eksekveringen af lanceringen af den nye landsholdsdragt.

”Den første opgave for Envision bliver lanceringen af den nye trøje til A-landsholdet. Vi vil ikke sige så meget om hverken trøje eller lancering endnu, men vi kan sige så meget, at trøjen er rød, og vi glæder os meget til at vise den til de danske fans,” siger nordisk marketingchef hos Hummel, Morten Lund.

Klub-sponsorater

Kampagnen for DBU-trøjen markerer begyndelsen på en række indsatser, som har til formål at tilbageerobre ejerskabet på fodboldkategorien. Således følger en øget satsning på Alka Superligaen allerede til efteråret.

”Når næste sæson fløjtes i gang, står der Hummel på brystet af seks hold. Disse sponsorater vil vi gerne bruge som løftestang til for alvor at sætte os på dansk fodbold. Naturligvis i kombination med landsholdet,” siger Morten Lund og fortsætter:

“Envision er kommet med en række både strategiske og kreative anbefalinger til, hvordan dette kan eksekveres – lige fra strategi til POS-materialer.”

Hos Envision konstaterer kontaktchef, Tomas Olesen, at Hummel sidder på nogle enestående rettigheder, når det gælder fodbold i Danmark.

”Det skal vi naturligvis udnytte til at lave involverende kampagner og content, så vi kan løfte Hummels brandopfattelse og sælge nogle varer – både i fodboldkategorien og mere bredt. I en verden, der skriger på content af høj kvalitet, er det en gave at kunne arbejde med disse sponsorater.”

Han suppleres af kreativ direktør Jesper Herholt

”Hummel er et interessant brand, som mange har en holdning til – og følelser for – og der er rigtig mange danskere, der ser kombinationen af landsholdet og Hummel som det perfekte match. Så denne lancering bliver ekstra spændende. Vi er, for at sige det pænt, fodboldglade her på bureauet, så tilgangen til dette samarbejde er ret ligetil.”

Selvsamme Jesper Herholt udgav sidste år bogen ’Blod, sved & fodboldtrøjer – en samlers bekendelser om fodboldens vigtigste symbol – spillertrøjen’.