Skærmstørrelsen er -næsten – ligegyldig

Claus Sølvsteen
Partner, Peytz & Co

Forbrugerne bruger den skærm, der er ved hånden – men der er forskel på tidsforbruget.

Det er ikke størrelsen, men gørelsen. Denne gamle sandhed gælder måske ikke alle steder, men når vi taler om skærmstørrelser i form af tablets, smartphone, laptops og tv, så er den god nok.

Det fortalte analysefirmaet YuMe om ved Festival of Media i Montreux i Schweiz, der samler topfolk fra den globale marketing- og mediaverden.

YuMe har interviewet sig frem til, at vi bare bruger den skærm, der er ved hånden. Uanset størrelsen, konsumerer vi lige gerne tv, artikler, video og web på smartphone som på laptop. 

Om vi læner os frem eller tilbage imens, kommer helt an på hvor vi er henne, og hvad vi kigger på. Det har igen ikke noget med skærmtypen at gøre. 

Men jo mindre skærmen er, des mindre tid bruger vi på den. Mobilen er således god til små hurtige snacks, korte videoer, hurtige nyheder. Vi bruger mindre end 10 minutter her.

Tablets og laptops bruger vi til gengæld op til en halv times tid.

Og helt afgørende er det, hvor vi befinder os henne, når vi kigger på skærmen. Vi ser halvdelen af  alle videoer hjemme – den anden halvdel er pænt fordelt mellem arbejde, transport og alle de andre steder.

YuMe’s undersøgelse fortæller også, at prerolls er 3,5 gange mere effektive end bannerannoncer, når der måles på brand-genkendelse. Her betyder størrelsen til gengæld noget, fordi genkendelsen er langt bedre, jo større skærm vi har set videoen på.

Se hele undersøgelsen på YuMe.com/whatmatters hvor du også kan lære, at vi føler os mere trygge ved at handle online, når vi er i vores hjem. 

@solvsteen