“Held og lykke drenge”, lød en kommentar fra Jesper Hansen, da Bureaubiz for halvanden måned siden fortalte om skilsmissen i Hartmann, Schmidt & Ravn mellem Lars Hartmann og Lars Schmidt på den ene side og Tina Ravn på den anden.
Skilsmisse-aftalen lød, at de to gange kreative Lars’er ville føre bureauet og dets medarbejdere videre som Hartmann & Schmidt, mens Tina Ravn gik solo og nu i eget regi håndterer fem af bureauets kunder.
Hartmann, Schmidt & Ravn indgik desuden i 727-gruppen, som dog valgte at stå af samtidig med skilsmissen
Der var ikke tale om uvæsentlige kunder – f.eks. Skousen, Hatting og Ferrosan – så Hartmann & Schmidt blev udstyret med en betydelig udfordring. Og en udfordring der krævede mere end de gode ønsker fra Jesper Hansen.
“Det er jo ikke lige tiderne til at gå ud og skaffe nye kunder hurtigt. Vi var i stedet langt inde i forhandlinger om en fusion med en anden virksomhed, men da den faldt på gulvet, var der ikke rigtig nogen vej tilbage. Helt banalt er udgifterne større end indtægterne, og det er gået stærkt”, siger Lars Hartmann.
Bureauet er gået i betalings-standsning og det ender med en konkurs.
“Det er vores bureau, og derfor er det også vores ansvar at lukke det. Vi har prøvet at rydde op så godt vi kan, men vi kan ikke få enderne til at mødes, så vi undgår ikke at påføre nogen et tab, og det er vi enormt kede af”, siger Lars Hartmann og trøster sig med, at det trods alt ikke er et kæmpe økonomisk hul og dermed store tab for leverandører og partnere, de efterlader sig.
Hartmann, Schmidt & Ravn kom faktisk ud af 2008 med et ganske godt regnskab, så meget tyder på, at det er blevet en kostbar skilsmisse uden vindere.
“Det er rigtigt, og så kan man selvfølgelig begynde at spekulere over, om vi kunne have undgået skilsmissen. Men nogen gange er det desværre sådan, og i dag giver det ingen mening at bruge energi på, om det kunne være gået anderledes”, siger Lars Hartmann og tilføjer:
“Vi har fået en ordentlig en på skallen. Nu skal vi have afviklet bureauet, og personligt har jeg behov for tid bagefter til at slikke sårene. Men jeg tror, at Lars Schmidt og jeg bagefter vil forsøge at lave noget sammen”.