Skilsmisse i Ellermann/Rønler Advertising

Peter Engholm
25@mail.dk

Torben Rønler forlader bureauet. Både han og Per Ellermann afviser, at bruddet skyldes tabet af storkunden Spar.

En af de nyere fusioner i den danske bureaubranche bliver nu splittet igen. Ellermann/Rønler Advertising blev skabt i 2006 af bureauerne Ellermann Reklamebureau og Rønler Eller Co. Nu har Torben Rønler imidlertid besluttet at forlade bureauet og har derfor solgt sine aktier til Per Ellermann.

“Jeg har i længere tid haft lyst til nye udfordringer, og nu syntes jeg tiden var inde til at gøre noget ved det. Jeg har lovet bureauet at gøre forskellige projekter færdige, inden jeg helt forlader stedet. Og det vil jeg bruge de næste måneder på,” siger Torben Rønler.

Skilsmissen kommer kort tid efter, at Ellermann/Rønler mistede sin kunde gennem 15 år, Spar Danmark, til 727. Men både Ellermann og Rønler afviser, at de to ting har noget med hinanden at gøre.

“Min afgang har været diskuteret igennnem flere måneder. Jeg har endnu ikke besluttet, hvad jeg skal lave fremover – men fremtiden ligger ikke nødvendigvis i reklamebranchen, da der findes rigtigt mange andre spændende brancher,” siger Torben Rønler, der suppleres af Per Ellermann:

“Torben har tidligere luftet ønsket om at komme på den anden side af skrivebordet. Han holder mulighederne åbne, men da vi har forskudt regnskabsår, med afslutning den 30/9, så syntes vi, at det var tiden til at afvikle partnerskabet. Men vi afvikler ikke venskabet – én ting er, at Torben stadig skal lave projekter for bureauet, en anden og lige væsentlig ting er, at vi stadig er gode venner.”

Ellermann/Rønler Advertising fortsætter under navnet Ellermann Group A/S.

“Navnet passer på mange måder bedre, idet koncernen udover reklamebureauet består af flere beslægtede selskaber i både Danmark og udlandet”, siger Per Ellermann.