Skilsmisse i Grey-bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Peter Hagen vil nu køre Copen Hagen Agency videre i eget regi, og har delt kunder og medarbejdere med Uncle Grey.

For under et år siden kom et nyt Grey-bureau til verden under navnet Copen Hagen Agency. Nu splittes det så op.

Peter Hagen vil sammen med Majbritt Weidemann og to medarbejdere køre Copen Hagen Agency videre i eget regi, mens den anden halvdel af medarbejderne fortsætter i Uncle Grey regi, der samtidig har taget binnavet Grey Design.

Hver for sig har de overtaget forskellige kunder.

Forhistorien for Copen Hagen Agency var, at Lars Dyhr fra Dyhr.Hagen ønskede at køre videre i eget regi, og har stiftet et nyt bureau under navnet Low.

”Ønsket om sceneskift er noget, som Lars og jeg har talt om i flere år. Men jeg var ikke klar for et år siden. Siden har jeg været med til at starte et andet firma – Bookpres – der ikke har noget med bureaubranchen at gøre, og tanken om at stå mere frit er blevet mere og mere naturlig,” siger Peter Hagen og fortsætter:

”Jeg har haft 14 rigtig gode år i Grey-regi, og samarbejdet med Mads Aagaard Winther og Rolf Bach Christensen har været rigtig godt. Men uanset vore gode og fleksible folk er på lokalt plan, så er Grey et større corporate system, og det indebærer lidt snævrere rammer.”

Peter Hagen fremhæver desuden, at det har været vigtigt at gennemføre en proces, hvor både medarbejdere og kunder har kunnet se sig selv i det nye set-up.

Adm. dir. Rolf Bach Christensen er også tilfreds med processen.

”Design er for os fortsat en vigtig kompetence – nu bliver den bare integreret i Uncle Grey. Jeg synes, vi har haft en rigtig god proces med Peter og mener, at der er fundet en god løsning for både kunder og medarbejdere,” siger Rolf Bach Christensen.

Copen Hagen Agency havde i 2014 en bruttoavance på 13 mio. kr. og et overskud på 2 mio. kr.

Bookpres er en international markedsførings- og salgs-platform inden for independent publications.