Skilsmisse kostede Zupa Recommended 25 mio. kr.

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

40 års samarbejde med Bilka har skullet afvikles i løbet af i år. Zupa Recommended har taget alle omkostningerne i det seneste regnskab, så man nu kan kigge frem.

Isoleret set lyder skudsmålet på det seneste regnskab fra Zupa Recommendeds moderselskab NP3, at resultatet er klart utilfredsstillende.

Der er dog en god forklaring. Desuden er problemerne klaret og bureauets ledelse ser positivt på fremtiden – hvilket underbygges af udviklingen i de seneste måneder.

Den enkle forklaring på det store minus skal findes i, at bureauet i år har skullet afvikle sin største kunde: Dermed står 40 års samarbejde til at slutte med udgangen af i år, når Bilka flytter alle sine reklameaktiviteter fra Zupa Recommended til Envision.

Bilka gav et varsel på et år, så bureauet har haft god tid til at forberede sig – men det forhindrer ikke, at der skal udskrives en betragtelig regning som følge af skilsmissen.

Ialt lyder den på 25 mio. kr. Først og fremmest ti millioner kr. i nedskrivninger på goodwill, dernæst cirka ni millioner kr. til “tom løn” og endelig omkring seks millioner kr. til afskrivninger af irrelevante it systemer og -udstyr samt flytteomkostninger i form af fraflytning af overflødige kvadratmetre, forklarer den ene af Zupa Recommendeds to direktører, Albert Funder.

“Vi har været glade for at arbejde med Bilka i mere end 40 år. Og i det perspektiv er det engangsbeløb på 25 millioner kr. i skilsmisseomkostninger ikke noget overvældende tal. Vi har nu fået afviklet Bilka-projektet på en god og ordentlig måde – ikke mindst takket været en fantastisk indsats fra vores medarbejdere, og fordi Bilka har været mere end fair ifht. afviklingsperioden,” siger Albert Funder.

Underskuddet før skat blev på 12,6 mio. kr. og var det ikke for skilsmisseomkostningerne, så ville bureauet have opnået et plus på et tocifret million-beløb, hvilket ville være en forbedring i forhold til året før.

Hertil kommer, at driften i de seneste fire måneder efter lukningen af regnskabet har været positiv – bureauet har tjent ca. 7 mio. kr.

Nu er der så ryddet fuldstændig op i forhold til Bilka, og man kan fokusere på fremtiden.

Zupa Recommended varslede oprindeligt 45 afskedigelser, og det blev ikke helt skævt. Men fordi der har været så lang tid er det ikke helt så mange afskedigelser, der er blevet eksekveret, fordi der undervejs er folk, der selv har fundet et nyt job.

”Det har virkelig været et puslespil at få til at gå op – at fortsætte med at levere på Bilka samtidig med, at der er folk, der er stoppet – og det har krævet en stor indsats fra alle. Folk der har arbejdet på Bilka i årevis holdt ved hele vejen – det er virkelig imponerende,” siger Albert Funder, der kan konstatere, at den sidste tilbudsavis nu er afleveret. Tilbage er der nogle mindre projekter.

”Da vi skulle i gang med at afvikle Bilka kunne man godt frygte for, hvordan det ville komme til at gå. Men vi er landet mere end på benene. Der er kommet nye kunder ind, og vi er i dag et andet bureau. Vi laver fortsat meget detail, men vi har andre frihedsgrader nu. Så vi ser positivt på fremtiden,” siger Albert Funder.

NP3 er moderselskabet, der rummer selskaberne Zupa Recommended i henholdsvis Aarhus og København, DigiXpress og Spot Productions. Afviklingen af Bilka har primært berørt Zupa Recommended i Aarhus og DigiXpress.

Nøgletal for NP3

  • Bruttoavance 157,363 mio. kr. -9,9 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 705.664 kr. +1,0 pct.
  • Lønandel 74,3 (72,3)
  • Resultat af primær drift -10,981 mio. kr. (+6,785 mio. året før)
  • Resultat før skat -12,594 mio. kr. (+5,189 mio. året før)