Skilsmisse mellem Umwelt og Magnetix

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

De to bureauer ønsker begge at stå mere frit i forhold til at indgå i samarbejder med andre bureauer.

Den tætte alliance mellem reklamebureauet Umwelt og dialog-bureauet Magnetix ophæves nu, og Umwelt flytter ud af lokalerne på Meldahlsgade i København.

De to bureauer har fungeret tæt sammen i en årrække og var også begge med i den fejlslagne fusion med Coop’s bureau Republica.

Efter at Republica flyttede for sig selv har Umwelt og Magnetix gensidigt haft en ejerandel i hinanden og sæde i hinandens bestyrelse.

Desuden har de boet tæt sammen, hvor man som gæst skulle være vågen for at opdage, hvornår man forlod Umwelt og gik ind til Magnetix – eller omvendt.

Skilsmissen indebærer, at Magnetix-direktørerne Martin Bochineck og Christina Rind Helsbro forlader Umwelt’s bestyrelse, mens Umwelt-direktør Steen Søndergaard forlader Magnetix’ bestyrelse. Desuden sælger de aktieposterne tilbage til hinanden.

Skilsmissen sker i god ro og orden, fortæller Martin Bochineck.

“Det sker som en erkendelse af, at vi har forskellige behov i forhold til fremtiden og begge ønsker at stå mere frit i forhold til samarbejder. Men vi er fortsat venner og arbejder sammen om flere kunder – og det vil vi fortsætte med,” siger Martin Bochineck.

Han fortæller, at Magnetix vil fastholde sin strategi om at være et specialiseret bureau.

“Det er et område, hvor vi mener, der er mange nye veje at betræde. Men vi vil gerne stå mere frit til at indgå i samarbejder med andre bureauer. Det gør vi allerede nu, men det er vores opfattelse, at vi ved at være os selv får flere muligheder – også for at indgå i mere formaliseret samarbejder,” siger Martin Bochineck.

Hos Umwelt ligger der den samme holdning bag beslutningen om at gå hver til sit.

“Vi tror, der er bedre muligheder ved at stå hver for sig, men der er ingen tvivl om, at vi fortsat vil bruge hinanden, når det er naturligt. Vi ønsker grundlæggende at samarbejde med dem, der er bedst på et specifikt område. Det vil i nogen tilfælde være Magnetix – i andre tilfælde nogen andre,” siger Steen Søndergaard.