Skoda skal have nyt bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Et langt samarbejde med Sunrise er afsluttet. Nyt bureau bliver dog ikke fundet gennem en konkurrence. Sunrise har måttet skille sig af med fire medarbejdere.

Et 11 år langt samarbejde mellem Sunrise og Skoda er overstået, og bilmærket er i gang med at finde et nyt bureau. Det kommer til at ske uden brug af konkurrence men gennem en dialog med udvalgte bureauer.

Marketingchef Peter Lorenzen karakteriserer det som udramatisk og grundlæggende som et resultat af de store forandringer, der sker på markedet.

“Vi hylder lange samarbejder, og vi har været gennem en lang optur, som Sunrise har sin store del af æren for (Skoda vandt Effectiveness Award for nogle år siden red.), så bureauet får de bedste anbefalinger herfra”, siger Peter Lorenzen og fortsætter:

“Men vi står også i den situation, at vores kurve er stagneret, og når det sker, så stiller man uvilkårligt sig selv spørgsmålet, hvad så? Der sker meget store forandringer på bilmarkedet. Dels er de små modeller kommet meget i fokus, og vi er ikke rigtig med på det marked. Dels kommer der billigere modeller – koreanerne har gjort det godt, og på et eller andet tidspunkt vil kineserne også komme på markedet og udfordre koreanerne. Dels er markedet meget taktisk præget. F.eks. med mere udstyr uden merpris og privatleasing med fokus på laveste ydelse. Der er ikke meget image-markedsføring.

Vi skal have fundet ud af, hvordan vi forholder os til de store forandringer. Kunne Sunrise have hjulpet os med det? Det kunne de nok, men vi har altså vurderet, at det var det rette tidspunkt til at prøve nogle nye kræfter af i forhold til at hjælpe os med at finde nye veje”, siger Peter Lorenzen.

Han fortæller, at Skoda ikke forlader satsningen på dansk-udviklet markedsføring, men han vil ikke gå i detaljer med, hvilke bureauer, man har dialog med.

“Vi er dog langt og tæt på en beslutning”, siger Peter Lorenzen.

Hos Sunrise karakteriserer adm. dir. Michael Sølling det som ærgerligt. Tabet af Skoda har kostet fire stillinger.

“Det har været en rigtig svær beslutning, for der er tale om fire virkelig dygtige medarbejdere. Men det er et spørgsmål om rettidig omhu”, siger Michael Sølling og fortsætter:

“Jeg synes, vi siger farvel til Skoda med god samvittighed. Det kvalificerede kendskabsgrad er fordoblet og overvejelsesgraden er seks-doblet i den tid, vi har samarbejdet”.