Slogandronningen fra Middelfart

Christine Ditlevsen,
redaktør på Kforum

72-årige Kirsten Helstrup har indsendt slogans til 800 virksomheder i Danmark. Hun er stadig aktiv og har gennem tiden vundet utallige præmier og rede penge. Se nogle af hendes slogans her og hvad hun synes om andre udvalgte slogans.

72-årige Kirsten Helstrup fra Middelfart er slogandronning. Hun har siden 1985 indsendt slogans til 800 større og mindre brands og virksomheder i Danmark – og har vundet imponerende mange af konkurrencerne. 70 rejser, en bil, et års forbrug af tandpasta og to badeværelser er det blevet til. Foruden en del penge.

Kirsten Helstrup har stået på apotek størstedelen af sit arbejdsliv og arbejdede på Trapholt Kunstmuseum i 10 år, så det er ikke fordi, hun er uddannet til at trylle med ord. Det er bare en passion, der er blevet understøttet af de mange konkurrencer, der blev udskrevet.

”Men nu er det ved at tynde ud”, siger Kirsten Helstrup til Bureaubiz og fortsætter:

”De udskriver ikke så mange konkurrencer mere, og det er ærgerligt, for jeg elsker at arbejde med ord. Jeg kan slet ikke lade være”. Hun er dog stadig aktiv og selv hendes hjemmeside vidner om hendes glæde ved ord: www.kirstens-wordshop.dk.

Kirsten Helstrup har skrevet slogans for Ota Solgryn, Topdanmark Bank, Tjæreborg, Colgate Palmolive, Nestlé, Kolding Handelsråd, Gillette, Peugeot, Kalmar Huse og Hjerteforeningen.

Her er nogle af Kirsten Helstrups slogans:

  1. Ota
    En sund og kræsen smag kræver Crüsli hver dag
    Gevinst: En Sony Discmann
  2. Topdanmark Bank
    Kloge kroner vælger Topdanmark Bank
    Gevinst: Rejse for to til Thailand
  3. Tjæreborg rejser
    Skislogan: Vi pister hvor andre puster
    Gevinst: Skirejse til Østrig
  4. Colgate Palmolive
    Ajax gør det grove – du gør det sjove
    Gevinst: Et badeværelse til 22.ooo kr.
  5. Nestlé
    Slankemiddel: Slender opfylder “livets mål”
    Gevinst: Rejse til USA-25.000 kr.
  6. Kolding Handelsråd
    Kulturslogan: Kolding Kalder
    Gevinst: 10.000 kr.
  7. Gillette
    Barberbladeslogan: 3-dobbeltydelse-ren og ”skær” nydelse
    Gevinst: Fly med Concorde til New York, vekslet til 40.000 kr.
  8. Peugeot biler
    En himmelsk bil til en jordnær pris
    Gevinst: Bil til 130.ooo kr
  9. Kalmar Huse
    Nyt navn til hus: Det blev LUNA
    Gevinst: Rejse til Ungarn
  10. Hjerteforeningen
    Hver dag –en Hjertesag
    Gevinst: Cykel  overrakt af Allan Simonsen
  11. Pedro Domercq
    Slogan til sherry: Ta en festlig fyr om halsen—Celebration Sherry
    Kørte på bybusser i Kolding
    Gevinst: Stor vinrejse til Jerez

Der er noget, der tyder på, at Kirsten Helstrup sagtens kan gå tekstforfatterne i bedene. Men hvad er hendes opskrift?

”Jeg synes man skal sige noget om produktet og eventuelt bruge dobbeltbetydning. Bedst af alt: Få folk til at trække på smilebåndet”, siger Kirsten Helstrup til Bureaubiz

Vi har bedt Kirsten Helstrup om at vurdere en række kendte slogans ud fra sin egen formel:

Alle har ret til et fedt køkken/alle har råd til et fedt køkken (Kvik)
Jeg hader ordet fedt, det er en pestilens at høre på igen og igen. Det ord bliver sagt i hver sætning i tv – fx Hammerslag.

Probably the best beer in the world (Carlsberg)
Meget godt slogan. Man roser Carlsberg uden at overdrive. Med ordet probably så lyver man jo ikke.

Du kan køre med os (DSB)
Deres nye slogan er meget godt, fordi det har to betydninger, meget sjovt.

I Go’ Morgen-Danmark skulle jeg lave et slogan til DSB. Først et sjovt, som blev DSB-bedre sent end aldrig. Så et seriøst: DSB giver dig tid til at have travlt.

Luksus alle har råd til (Vordingborg Køkkenet)
Kan bruges til lidt af hvert og derfor ikke så godt. Mit råd er at finde nogle V-ord, og noget, der siger mere om dette slags køkken. Måske: Vordingborg køkken – vort køkken.

Intet bord uden Bähncke (Bähncke)
Meget godt slogan, men det kan bruges til alt muligt. Fx. intet bord uden ost, brød, vin osv. Men godt med b-ordene. Måske kan man finde noget der lige passer til den sennep.

Kvadratisk, praktisk, god (Rittersport)
Fænger ikke, for indviklet, ingen ordsammenhæng. Sig i stedet noget om den lækre chokolade.

Når du er sulten for sjov (Kims)
Dette slogan er meget godt. Det siger simpelthen, at Kims er lækker når man er lækkersulten. Går rent ind.

Merci fordi du’ til (Merci)
Ikke godt. Sloganet passer bedre til en buket røde roser, som jeg får. Så ville jeg forstå budskabet. Sig i stedet noget om chokoladen.

Because You’re Worth It (L’Oréal)
Jeg synes dette slogan er lidt unaturligt. Man skal sige noget mere om produktet der er beregnet til huden eller håret. Dette slogan kan i teorien også bruges til chokoladen eller roserne.

Altid som aldrig før (Tivoli)
Meget godt slogan. Men kan jo også siges om mange ting. Find noget der virkelig siger noget om Tivoli.

Kend den på knækket (Langelænderpølser)
Et slogan for dem som kender til pølser – jeg gør ikke – ved ikke hvad et knæk er. Kunne man ikke sige noget om pølsen, der fænger?