Små og mellemstore virksomheder opruster på markedsføring

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Det optimistiske budskab fra små og mellemstore virksomheder behøver dog ikke smitte voldsomt af på bureauer. Det foretrukne medievalg er messer og netværk.

Det økonomiske opsving lader vente på sig. Men ifølge en netop offentliggjort analyse fra Eniro, spores der en optimisme hos de små og mellemstore virksomheder.

Omkring 61 procent af de 600 ledere i små og mellemstore virksomheder, der har deltaget i undersøgelsen, siger at de forventer en øget omsætning. Mens 5 procent forventer en faldende omsætning. Det er en stigning i forhold til sidste år, hvor undersøgelsen viste, at 55 procent forventede øget omsætning.

Samtidig siger 27 procent, at de vil øge deres markedsføring inden for de næste 12 måneder. Der er ikke oplyst, hvor mange der har svaret, at forbruget vil falde, og spørgsmålet blev ikke stillet sidste år, hvorfor man ikke har sammenlignelige tal.

Det er dog ikke en optimisme, der nødvendigvis er god set ud fra bureauverdens synsvinkel.

De foretrukne markedsføringstiltag er nemlig:

Deltagelse i messer (43%), netværk (39%), direct mail, e-mailmarkedsføring og telemarketing (30%) og tilstedeværelse på de sociale medier (25%).

Først dernæst kommer i rækkefølge: Annoncer i lokale aviser og blade; PR og pressemeddelelser; Annoncer i landsdækkende aviser, magasiner og blade; Google AdWords o.l.; Reklamer i tv eller radio; Annoncering på Facebook.

En svagt stigende trend de seneste 12 måneder

Virksomhedslederne bliver også i undersøgelsen spurgt om de har øget deres markedsføring de seneste 12 måneder. Det er der 26 procent, der siger de har. Det er en lille stigning i forhold til for et år siden, hvor 24 procent svarede, at de havde øget deres markedsføring inden for de seneste 12 måneder.

Samtidig siger 11 procent, at de har skåret i deres markedsføring inden for de seneste 12 måneder.

Samme positive forventninger har de til rekruttering. Her forventer 41 procent af lederne, at de vil ansætte flere og 11 procent regner med at måtte fyre. Sidste år forventede 37 procent, at de vile rekruttere flere.