Smålummer film skal ryste støvet af Läkerol

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Robert/Boisen er nyt bureau på Danmarks største hals-pastil, og er aktuel med en film. Men større ny kampagne er på vej.

Cloetta, der står bag markedsføringen af Läkerol, taler om en ny emotionel brandprofil, der skal differentiere pastillen på markedet.

I første omgang er der dog tale om en enkelt ny film for en smagsvariant. Først til sommer vil der komme en ny større Läkerol-kampagne.

Det er et nyt Läkerol-bureau, der står bag den nye film. Robert/Boisen blev nemlig efter en pitch valgt i slutningen af 2015. Det tidligere bureau var In-Mind.

Baggrunden for pitchen og valget af Robert/Boisen begrundes bl.a. således:

”Vi har i kommunikationen ønsket at ryste støvet lidt af brandet og gøre det relevant for en yngre målgruppe, der søger en emotionel historie og samtidig ønsker sig et lille uskyldigt hverdagstreat med god smag, en lille forkælelse i hverdagen,” siger Brand Manager Line Norup.

Næsten alle danskere – men især kvinder – har en æske af de små pastiller i skrivebordsskuffen, i bilen eller i håndtasken. Netop derfor krævede det særlig omtanke at udvikle ny brandplatform, hvor man ønskede at gå til kant.

”Vi er meget glade for filmen, der helt klart går til kanten, men gør det på en fin og humoristisk måde,” siger Line Norup.

Lanceringsfilmen for den nye variant, Ginger Lime, tager udgangspunkt i en indsigt i, at vi alle har hver vores særegne måde at spise den lille pastil på. Indholdet spiller på det lidt lumre – men sådan kommer den ny brandplatform ikke til at fortsætte.

”Pastil-markedet har historisk handlet om funktionaliteten i en halspastil. Men forbruget har udviklet sig. I dag er det i langt højere grad en lille og uskyldig nydelse, man kan foretage med god samvittighed,” siger Line Norup og fortsætter:

”Det har vi nu taget fat på – men den lidt smålumre stil vil ikke fortsætte. Vi vil gerne til kant, og der skal fortsat være tale om en anderledes kommunikation med et glimt i øjet, men det bliver en bredere kommunikation, når vi kommer med en ny Läkerol-kampagne.”

Lanceringsfilmen er på den første uge nået ud til mere end 750.000 mennesker på Facebook, heraf 550.000 ved organisk reach. Filmen er desuden blevet delt over 1.100 gange og har fået mere end 3.500 kommentarer.