Smart PR: McDonald’s inviterer til valgmøder

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Selskabet stiller alle sin restauranter til rådighed for politikerne til at holde valgmøder.

Kun statsministeren ved, præcist hvornår, der kom valg. Men vi ved alle, at det kommer inden for et halvt år, så der gøres masser af forberedelser.

Det har givet McDonald’s mulighed for at gøre sig til en del af valgkampen. Selskabet har valgt at stille alle sine 87 restauranter til rådighed for politikerne til at holde valgmøder. Eneste betingelse er, at der deltager mindst en fra hver side af den politiske midte.

Hver dag har vi besøg af i alt 160.000 gæster i alle aldre og fra alle samfundslag i vores 87 restauranter rundt om i landet. Den platform vil vi gerne benytte til at bidrage til demokratiet – til at skabe rum for deling af viden og synspunkter forud for valget landet over. Derfor har vi besluttet at give folketingskandidaterne mulighed for at booke en restaurant og invitere danskerne til debat,” siger McDonald’s Danmarks administrerende direktør Joachim Knudsen.

Adm. dir. Peter Steerup fra Primetime synes initiativet er godt tænkt.

“Multinationale selskaber er noget, som en del kigger skævt til. På denne måde gør McDonald’s sig til end el af det danske samfund, og initiativet er enkelt og ligetil. Vi ved, der kommer valg snart, der skal holdes møder, så kom og brug vores restauranter. Det er smart fundet på,” siger Peter Steerup, som karakteriserer det som ren image-markedsføring.

Selvom der skulle komme politikere, der vil tale mod multinationale, så tror han ikke, at det kan skade McDonald’s. Og så tror han, at det helt sikkert vil blive brugt.

“Valgmøder på cafeer og restauranter er ikke noget nyt, men her gør McDonald’s det ret systematisk. Uden at kende selskabets målgruppe præcist, så tror jeg, det er en god mulighed for politikere til at komme ud til nogen målgrupper, der formentlig er yngre. Det ligner en winwin,” siger Peter Steerup.

McDonald’s fortæller selv, at man allerede har flere bookinger fra bl.a. Liberal Alliance, Socialdemokraterne, Venstre, SF og Dansk Folkeparti.