SmartGuy fik bøde på 800.000 kr. for 231.293 spam-sms’er

FiG

Bøden er den næststørste, der nogensinde er givet for uanmodet reklame.

Selvom man har fået tilladelse til at sende tilbud pr. mail, så må man ikke begynde at sende tilbuddene via SMS. Det har tøj-sitet nu lært på den hårde måde: en bøde på 800.000 kr.

Det er den næststørste bøde, der nogensinde er givet for at udsende uanmodet reklame, og det hænger sammen med det store antal.

  • SmartGuy har nemlig udsendt 231.293 sms-beskeder og 42 e-mails fordelt over 5 kampagnebølger.
  • SmartGuy fortsatte med at sende uanmodede reklamer, selvom Forbrugerombudsmanden allerede efter den første kampagnebølge gjorde virksomheden opmærksom på, at der var indkommet klager.

Det har dog haft formildende betydning for sagen, at SmartGuy troede, at det havde tilladelse til at sende de 231.293 sms-beskeder med reklame, fordi personerne, der modtog sms’en, havde givet samtykke til at modtage reklamer pr. e-mail fra virksomheden – men altså ikke pr. sms.

”Virksomheder skal være opmærksomme på, at et samtykke fra en person til at modtage reklamemails ikke gør, at virksomheden derved lovligt kan sende reklame på sms til personen. Det vil kræve et særskilt samtykke,” siger forbrugerombudsmand Henrik Øe i en pressemeddelelse.

Han politianmeldte i december 2013 SmartGuy for i fem forskellige kampagnebølger at have overtrådt markedsføringslovens forbud mod uanmodede reklamer.

Kampagnebølgerne løb i perioden fra den 9. april 2013 til den 19. december 2013. Den ene ”kampagnebølge” blev sendt pr. sms, hvor ingen modtagere havde givet samtykke til at modtage reklame pr. sms. De fire øvrige ”kampagnebølger” blev sendt pr. e-mail til en lang række modtagere – 42 af disse modtagere havde enten ikke givet samtykke til at modtage reklame pr. e-mail, eller også havde de tilbagekaldt et sådan samtykke, men på trods heraf modtog de ved en fejl reklamemails.