Snapchat er ikke et socialt medie

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Det mener Snapchat i al fald ikke selv. I stedet er de en kameraservice og vil gerne være verdens mest udbredte af slagsen. En gruppe danske bureau- og marketingfolk kom indenfor hos virksomheden, som i øvrigt har skiftet navn.

Selv om mange i dag bruger Snapchat som deres primære medie og sender op til 100 snaps om dagen, så ser Snapchat ikke sig selv som et socialt medie.

De ser snarere sig selv som en kameraservice og har som mål at blive verdens mest udbredte af slagsen. Det kom helt konkret til udtryk, da Snapchat for nylig slettede ‘chat’ fra sit navn og blev til Snap Inc. – og om kort tid lancerer de et sæt videooptagende solbriller.

Det fik en gruppe danske bureau- og marketingfolk at vide, da de forleden – i forbindelse med den årlige DMA-konference og Echo Awards – besøgte den Los Angeles-baserede virksomhed. Et besøg, der var arrangeret af TCC/Michael Bramsnæs.


Snapchats ikke just prangende hovedkvarter i Venice Beach, Los Angeles, California. Denne artikels forfatter blev i øvrigt forment adgang – ingen journalister bliver lukket ind – så artiklen baserer sig på baggrundsviden og samtale med deltagerne.

”De holder fast i deres grundfortælling, at kameraet er det primære, og så designer de alle deres services og produkter omkring hvad kan man bruge kameraet til,” siger Lise Fink Vadsholt, CEO i OgilvyOne.

En anden ting, der overraskede, var den fart, hvormed de udvikler nye produkter og annoncemuligheder.

”Jeg er imponeret over, hvor hurtigt de udvikler nye ting. Facebook brugte lang tid på at udvikle deres annonceplatform. Jeg fik indtrykket af, at Snapchat udvikler med betydelig større hast,” siger Niels Christian Møller, CEO i Fluid.

Han fortæller videre, at Snap Inc. ikke beta-tester, men lægger deres nye produkter ud, og så ser man, hvad der sker.

”De mener, at de har så loyale brugere, at de sagtens kan tåle at droppe noget, som viser sig ikke at virke. Snapcash – der fungerer som MobilePay – er et eksempel på en feature, som brugerne ikke tog til sig,” siger Niels Christian Møller.

Snap Inc. har endnu ikke lanceret annoncemuligheder i Danmark – de skulle komme til januar forlyder det – men i USA er der flere muligheder for et brand i at indgå et samarbejde med Snap Inc.

Man kan f.eks. få lagt en story ud, som er flere sammensatte videosekvenser, hvor man kan vise sit brand i en sammenhæng, der interesserer brugerne. Desuden kan man købe sig til at få lagt et ikon – f.eks. sit logo – som brugerne kan pynte deres billeder med.

Eller en særlig linse, som brugerne kan transformere ansigtet med, når de filmer eller tager billeder.

Snap Inc. styrer annonceindrykningerne med hård hånd, så de har fuld kontrol over processen.

”Kunderne kan ikke selv lægge annoncering på, ligesom de kan på Facebook. Snapchat styrer hele processen og udvikler f.eks. storyboard for kunderne. Men mon ikke – når annonceplatformen ikke er så ny mere – at de så udvikler den yderligere, så kunderne selv kan få en større rolle i udviklingen af kampagner,” siger Niels Christian Møller.

Selv om om Snap Inc. ser sig som en kameraservice, så vil de gerne give brugerne nyheder. Derfor har de indgået aftaler med 200 af de største nyhedsbureauer, men også her er kravet, at det er indhold, der er specielt tilrettelagt til Snap.

Er annoncering så overhovedet interessant, hvis der er så strikse regler?

”Ja, det er det bestemt. Både det faktum, at Snap ikke har en like-knap, og at alt indhold forsvinder igen, inviterer til mere umiddelbart indhold. Brugerne interagerer i højere grad med nære relationer på platformen, hvilket betyder, at vi som brands lander direkte i the friend-zone,” siger Lise Fink Vadsholt og fortsætter:

”Snap er også en underholdningsplatform, og brugerne er for en stor del positivt indstillet, fordi man ikke bliver tvunget til at se reklamer – man kan blot swipe videre. Men det stiller også krav til den kommunikation, som annoncører vælger at møde brugerne med. Er man ikke umiddelbar, bliver man slagtet med et swipe”.

 

Snapchats nyeste produkt: Brillerne, Spectacles.