Snapchat gør det let at annoncere

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

I et forsøg på at udfordre Google og Facebooks duopol på annoncefronten, har Snapchat udviklet et redskab til at lave lynhurtige kampagner direkte til deres app.

Snapchat har netop lanceret selvbetjenings-servicen Ad Manager, der muliggør direkte annoncering på appen – og i kølvandet på lanceringen har Snapchat også udgivet Snap Publisher, som er et redskab, der skal gøre det let for annoncører at lave vertikale kampagner, der passer til mediet.

For at komme i gang med at annoncere på Snapchat skal man egentlig bare udfylde en simpel form, som du kan se her.

Snap Publisher features
Hvor Ad Manager lover at lade kunder købe, styre, optimere og se statistikker bag deres kampagner – muliggør Snap Publisher, som er browser-baseret, at man importerer sit eksisterende brandmateriale og Snap’ificerer det til det vertikale Snapchat format.

Den nye publisher tilføjelse giver også annoncører mulighed for at lege med billeders motion samt at implementere forskellige filtre på sit kampagnemateriale.

En anden interessant feature er, at Snapchat kan A/B teste forskellige kreative varianter af en kampagne i forhold til hvilken version, der performer bedst ud fra den valgte målgruppe.

Når man har bestemt sig for sin kampagnes udtryk, så lancerer man den, ifølge Snapchat, med et enkelt tryk.

Små brands kan gi’ Snap succes
Den nye og lettere form for annoncering på Snapchat – før skulle man igennem et længere forløb med Snaps salgsteam (hvis annoncering overhovedet var udbudt i ens pågældende territorie) – vil øjensynligt gøre det lettere for mindre brands at annoncere på appen, der hidtil kun har været brugt som kanal for helt store annoncører.

Spørgsmålet er dog, om det er muligt for mindre virksomheder at lave indhold, der appellerer til et forvent Snapchat publikum. På den anden side er der gode muligheder, hvis man kan lave autentisk indhold, som ikke behøver at være super strømlinet og med høj production value.

Det vil være yderst tiltrængt hos Snap, hvis de får succes med deres nye udspil. Den amerikanske start-up har på det seneste kunnet spore en faldende vækst i antallet af nye brugere og den første kvartalsrapport for 2017, afslørede også en væsentlig mindre indtægt på 149,6 mio. dollars – i forhold til den forventede indtægt på 158 mio. dollars. For slet ikke at tale om et overordnet tab på 2,1 milliard dollars i årets første kvartal.

Unge <3 Snap
En ting der stadig er unikt ved Snapchat, og som gør det interessant for visse annoncører, er at mediet rammer en ung målgruppe, som ellers kan være svær at få fat i.

Netsiden App Annie, fortæller at 35 procent af de unge, der dagligt bruger Snapchat i USA, ikke er mulige at ramme via Facebook. I forhold til Instagram er tallet på 46 procent – og for Youtube ligger det på 61 procent.