Snapchat skal vise Vinter-OL

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Europas 55 millioner Snapchat-brugere kan få OL på mobilen til vinter. Snapchat har indgået et reklame- og indholdssamarbejde med Eurosport.

Der bliver lidt kortere til Sydkorea for sportsinteresserede Snapchat-brugere – og lidt kortere til den attraktive unge målgruppe for annoncører.

Når vinterudgaven af De Olympiske Lege afvikles i februar næste år, vil Eurosports dækning af den store sportsbegivenhed nemlig være tilgængelig for Europas 55 millioner brugere af det sociale medie Snapchat.

Aftalen betyder, at Snapchat-brugere på tværs af Europa kan følge vinter-OL på fire ny kanaler, og den giver samtidig det Discovery-ejede Eurosports annoncører adgang til Snapchats hovedsagelig yngre kommercielle målgruppe.

Ikke set før
Jonathan Davies, som står i spidsen for internationale reklamepartnerskaber for Discovery & Eurosport, siger ifølge en pressemeddelelse:

“Vi kunne ikke være mere spændte og begejstrede over at være ’The Home of the Olympics’ på Snapchat i Europa. Samtidig er vi glade for at kunne give vores olympiske sponsorer og annoncører eksklusiv adgang til de målgrupper og samtaler, som kun Snapchat kan levere, ved et af 2018s mest højprofilerede sportsbegivenheder globalt.”

Discoverys danske afdeling fortæller Bureaubiz, at projektet og dermed også markedsføringsindsatsen er rodfæstet i virksomhedens London-kontor og at lignende samarbejder i forbindelse med en sportsbegivenhed ikke tidligere er set herhjemme.

Tidligere i år indgik Discovery og Snapchat imidlertid et andet partnerskab om mobilindhold fra formatet ’Shark week’ til Snapchats Discover-univers. Indholdet engagerede 17 millioner unikke brugere af Snapchat.

”En gevinst for snapchattere”
Imran Khan, der er chief strategy officer hos Snap Inc., selskabet bag Snapchat, kalder i en pressemeddelelse OL-partnerskabet en gevinst for snapchattere.

”Vi ved med 55 millioner brugere i Europa, hvoraf mere end to tredjedele dagligt skaber indhold med app’en og et tidsforbrug på 25 til 30 minutter dagligt, at vi har et exceptionelt reach. Vores partnerskab med Discovery betyder, at vi kan give vores brugere den bedst mulige oplevelse af De Olympiske Lege.”

Discovery Networks Danmarks moderselskab, Discovery Communications, ejer de eksklusive TV- og multimedierettigheder til de Olympiske Lege 2018-2024 i 50 europæiske lande.