Snemanden har endelig fået job

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Den ihærdige indsats med at skovle en ansøgning i sneen foran Recommended gav omtale, og kun omtalen. Nu har et bureau ansat manden.

Det kreative netværksbureau, Mediaworkers, i Århus har ansat Kent Riddersholm Nielsen, 28, som PR- og kommunikationsrådgiver pr. 1. juli.

Endelig – kan man tilføje, for Kent Riddersholm har slidt hårdt for at få et job inden for PR og kommunikation. Og det hårde slid er ikke bare en slidt frase, men reelt dokumenteret på YouTube.

Hans timelange arbejde med at skovle en ansøgning i sneen foran Recommended blev filmet, og kastede efterfølgende massiv medieomtale og masser af visninger af sig – men intet job, selv om Recommendeds kreative direktør, Ulrik Juul, om nogen anerkendte det ubetinget originale i indsatsen.

Og det var reaktionen i de følgende seks måneder: Bred anerkendelse – en anerkendelse, der imidlertid ikke kunne veksles til et konkret job.

Kent Riddersholm var på løst plan hyret til at bistå andre med jobansøgninger, men nu har Mediaworkers altså slået til – også selv om det oprindeligt ikke var meningen.

“Jeg kom til samtale på en lidt mere klassisk måde: Via én i netværket. Jobbet var sat til et par timer ugen – absolut lavblus – men jeg havde flere PR-muligheder med i tasken, og vi fik sammen lavet en 37-timers stilling ud af det,” siger Kent Riddersholm.

I første omgang kommer han til at håndtere bureauets egne PR-aktiviteter, men planen er, at han skal arbejde tæt sammen med gruppen af kunder. Ansættelsen sker i forbindelse med en længerevarende vækst både på kundesiden og personalefronten.

Om eks-sneskovleren siger Thomas Vestergaard, direktør for Mediaworkers:

“Vi er rigtig glade for ansættelsen af Kent. Det er tydeligt, at han har meget mere i posen end kreative indfald. Derfor glæder vi os meget til at komme i gang med vores planlagte tiltag.”