Sociale medier får voksende betydning får rejsevalg

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Apollo vil fremadrettet komme til at lægge mere vægt på sociale medier som følge af analyse.

Internettet spiller en meget markant rolle i forbrugernes valg af ferierejser. Det er ikke nogen overraskelse.

Men de sociale medier ser ud til at få en stadigt vigtigere rolle, og det vil påvirke kanalstrategien – i hvert fald hos Apollo, der har analyseret, hvor forbrugerne henter inspiration til køb af ferierejser.

“Facebook og sociale medier i generel forstand er strøget ind og blevet centralt for danskernes inspirationsproces forud for rejsen. 14 % af danskerne bruger således Facebook, når de skal beslutte sig for, hvor sommerferierejsen går hen,” siger rejsebureauets kommunikationschef, Rikke Koks Andreassen.

Apollo har en person ansat til alene at håndtere rejsebureauets kommunikation i de sociale medier. Lige nu betyder det først og fremmest Facebook, hvor Apollo har 80.000 fans.

“Kanalstrategien har allerede ændret sig meget, men den vil ændre sig endnu mere, nu hvor vi kan se, hvordan de sociale medier vinder indpas,” siger Rikke Koks Andreassen.

Ser man på, hvordan danskerne henter inspiration til deres sommerferierejse og slutteligt booker, så er der dog fortsat ingen tvivl om, hvad der er det vigtigste medie.

For 82 % af danskerne er internettet i bred forstand det suverænt vigtigste medie.

Hele 44 % henter inspiration til deres sommerferierejse fra familie og venner, mens 18 % får deres inspiration fra pressens rejsestof.

Blandt de 14 pct., der nævner Facebook, er der lidt flere kvinder end mænd.