Det er dog ikke alle, der råber højt. På torsdag den 30/7 fylder en af branchens absolut mest ydmyge personer 50 år. Og det alt imens han fejrer over 20 års op- og nedture som reklame- og marketingmand.
Dem, der kender Søren Aaby, kender ham nok bedst som professionel skateboarder, hvilket var hans levebrød op gennem 80’erne. Søren boede i Californien indtil 1993, mens han turnerede rundt i verden og deltog i konkurrencer, som ofte gav ham top 5 placeringer i både Europa og USA.
Skateboardere der i dag har rockstjernestatus, såsom Tony Hawk, Christian Hosoi, Steve Caballero og vores egen Rune Glifberg, er blandt Sørens gode venner, hvilket i sig selv er en god historie, Søren ikke deler med alle og enhver.
Mens Søren skabte sig et navn på landets første ramper (som han selv var med til at bygge) havde han dog allerede flirtet med marketing. Som 22-årig nyudklækket fra CBS stod Søren for indkøb, markedsføring og salg i Copenhagen Skates/Danish Skate Import, sammen med et par venner, som var landets første reelle importør af skateboards og tilbehør.
Søren var også med til at stifte Danmarks første skateboardmagasin, Skating, som redaktionelt dækkede den verden, vi i dag kender som en verdensomspændende millionindustri.
Sidst, men ikke mindst, var Søren med til at skabe Danmarks første, rigtige skatepark i Fælledparken (Kbh) ligesom han var med til at etablere de første udgaver af Scandinavia Open (nu CPH PRO, netop afviklet, og som trækker alle de store, internationale navne og pressefolk til landet).
Så hvorfor har vi ikke hørt så meget til reklamemanden Søren Aaby?
Det er fordi Søren foretrækker at leve en ydmyg tilværelse, hvor han mandag til fredag flyver langt under radaren. Det er nu ikke fordi, der ikke er gode historier at fortælle fra hans lille bureau, addLemon, i kælderen på Grønningen: addLemon har skabt fine kampagner for kunder som Alm. Brand Bank, Nørrebro Teater, Probana Business School, Dankortterminalen, AskovFonden m.fl. og nok mest bemærkelsesværdigt for SBS Radio i de nordiske lande, som Søren har håndteret i snart 10 år.
Før Søren etablerede eget bureau arbejdede han for bureauer som Klausen & Partners, Goth & Raffel og Networkers/Framfab og selvom 2 ud af 3 bureauer i dag hedder noget andet i telefonbogen, så vil vi gerne give Sørens gamle kolleger muligheden for at sige tillykke til en af branchens sympatiske veteraner.
For mit eget vedkommende er Søren den, der introducerede mig til reklamebranchen og hjalp mig ind på reklameskolen i 1996, så stort tillykke herfra også.
Søren Aaby carver over sine døtre