Spies brander sig med kunstner T-shirts

Peter Engholm
25@mail.dk

En kollektion af T-shirts tager udgangspunkt i ikonet Simon Spies. Ideen og designet kommer fra en tidligere AD’er, og Spies – altså rejseselskabet – bakker den alternative opmærksomhed op.

Blandt de utallige – potentielt uendelige, vil nogle nok mene – marketingkanaler er også T-shirts, og dén napper Spies. Det sker via en kollektion af designer T-shirts, der hylder grundlæggeren Simon Spies.

Adm. direktør for Spies, Jan Vendelbo, siger om kollektionen:

”Det er sjovt at flirte lidt med fashion-branchen. Cross-over sker i mulige brancher, men det er også lidt en test fra vores side, for vi gør jo også dette ud af kommerciel interesse. Ikke fordi vi regner med, at vi skal tjene specielt meget på at sælge T-shirts, men mere fordi vi dermed skaber lidt alternativ opmærksomhed omkring vores brand, varemærke og de værdier, Spies står for.”

Ideen kommer fra kunstneren Lars Rahbek, der har en fortid som art director på forskellige bureauer bl.a. Magnetix og Wunderman.

”Spies kan – som et internationalt anerkendt rejsebureau med den mest excentriske grundlægger, en fantastisk historie og et stort kundegrundlag – markedsføre sig selv på en ny måde. Jeg designede en lille kollektion af T-shirts, som var 100 pct. Spies. Målet var at skabe en sjov og anderledes fashion-præget kollektion, der dels appellerer til Spies-kunder, dels til folk med smag for fede prints i almindelighed,” siger Lars Rahbek.

Hos Spies håber Jan Vendelbo, at flirten med fashion kan blive til mere end to T-shirts:

”Styrken ved det nye koncept er, at det tager udgangspunkt i en kult-person som Simon Spies, der trods sin død i 1984, stadig er kendt, cool og interessant blandt de unge. Senest med filmen om Spies og Glistrup. Konceptet passer så godt til os, fordi der er lidt kant i Spies. Vi kunne se styrken i at kombinere vores kultfigur på moderigtigt design.”

De to T-shirts er til salg via Spies’ webshop.