Spies Rejser har vundet meget stor anerkendelse som en af Danmarks mest kreative annoncører gennem de Robert/Boisen skabte Do It for Denmark og Do It for Mom.
Men Spies Rejser er samtidig en del af en international koncern, og så vil de fleste marketing- og bureaufolk vide, hvad det indebærer af risici, fordi man selvfølgelig gerne vil lave kommunikation på tværs af grænserne.
Lige nu er Sommer 16 kampagnen dog gået i gang, og det er med en stil, der faktisk spiller ganske godt sammen med tonaliteten i Spies’ lokale annoncering. I særdeleshed med et helt nyt initiativ, som er tilrettelagt sammen med oplevelsesbureauet Agenda.
Her vil man lære danskerne at sige Pyt.
I den store internationale kampagne kører man helt aktuelt bl.a. to film, der skildrer børn, som “fyrer den af” på ferien.
“Man kan vel godt sige, at der er lidt Pyt over det, de gør. Der er under alle omstændigheder noget af den galskab og humor, som vi også praktiserer i vores lokale annoncering,” siger adm. dir. Jan Vendelbo og fortsætter:
“Det er altid en kæmpeudfordring, når man skal udvikle kommunikation til 14 markeder, der er meget forskellige. Der er f.eks. meget stor forskel på, hvad man kan tillade sig i Polen sammenlignet med, hvad man kan i Danmark. Men jeg synes, det er lykkedes at finde en form, der fungerer godt – og vi kan så glæde os over, at den også passer godt til vores måde at kommunikere på.”
Den internationale kampagne er udviklet af det engelske bureau, Albion, og Jan Vendelbo har selv været med i den gruppe, der har repræsenteret selskabet i forhold til bureauet.
“Men selvom den internationale kampagne spiller udmærket i forhold til vores måde at kommunikere på i Danmark, så vil der altid være et behov for at supplere med aktiviteter, der går mere direkte på det DNA, vi har i Danmark,” siger Jan Vendelbo.
Her har man så helt aktuelt lagt en film på Youtube, der skildrer et nyt koncept, hvor danskerne skal lære at sige Pyt.
“Det er på mange måder det, man gør på en ferie, men vi mener, at man med fordel kan gøre det lidt mere i hverdagen, og det er baggrunden for initiativet,” siger Jan Vendelbo.
Spies’ primære bureaupartner er Robert/Boisen & Likeminded, men man har også haft en relation til Agenda i mange år, og Pyt-kuren er mere event-orienteret. Derfor er det udviklet i samarbejde med Agenda.
“Vi håber selvfølgelig også på, at kampagnen kan få et viralt liv – men vi er godt klar over, at denne ikke går globalt lige som Do It for Denmark og Do It for Mom. Jeg er ikke engang sikker på om udtrykket Pyt eksisterer andre steder end i Danmark,” siger Jan Vendelbo.